Lyslevende fra Himmerig
Guds Søn kom ned til jorden,
ej som en dommer frygtelig
med lynild og med torden,
men som et barn i moders skød,
mild-øjet, dejlig hvid og rød,
med stemme spæd og klinger,
med julegaver til de små:
til hver en kåbe himmelblå
og gyldne englevinger.

Lyslevende han vandred om
på bjerge og i dale,
og højtid blev der, hvor han kom,
en højsang var hans tale,
så til ham lytted, for ham tav,
som fugl på kvist, så storm og hav
og alle barnesjæle;
men når han tav, den klare sky,
døvstumme folk og kvinder bly
til pris fik mund og mæle.

Lyslevende, trods dødens kval,
fór Jesus ned i Ånden
til dødninger i tågedal,¹
i hvilen og i vånden;
da blev Guds miskundhed kundgjort
på afgrunds rand i Hel-hjems port,
hvor alt var tomt og øde;
med glædens pil blev sorgen skudt,
og Helveds mørke gennembrudt
af Himlens morgenrøde.

Lyslevende, trods sten og segl,
opstod han fra de døde,
som livets sol af Himlens spejl,
med fryd, med glans og grøde.
Med kød og ben i Åndens magt,
med alt forklaret, alt fuldbragt,
opfór han i det høje;
Guds engle og apostle så
ham fare op på skyer blå
langt bort fra verdens øje.

Lyslevende han sidder hist
på tronen i det høje,
lyslevende han kommer vist
engang for hver mands øje.
Lyslevende, trods hvert et nej,
hans røst på jord sig baner vej
med toner himmelklare.
Hans bad er livets Jordansflod,
hans bord er livets træ på rod
alt for hans folkeskare.

Lyslevende med Guddoms-magt
du var, du er og kommer,
besegler åbenlyst din pagt
som frelser og som dommer:
Nu lever op vor sjæl på ny,
og når du atter ses i sky,
når domsbasunen gjalder,
da sprænges muldets bautasten,
da fryder sig de tørre ben,
thi livets fyrste kalder.