Min Gud befaler jeg min vej,
ham vil jeg lade råde;
han synes streng, men er det ej,
hans straf er selv en nåde;
han bygged himlens høje tag,
han aldrig mig forlader,
og slår han end med tunge slag,
så er han dog min Fader.

En fader, det er soleklart,
vil ej sit barn bedrøve,
og sker det, er det åbenbart
for det ved sorg at øve;
ja, kasted end hans stærke hånd
mig ud i bølgedybet,
så ved jeg dog, at Herrens Ånd
kan finde mig blandt krybet.

Alt, hvad han gør, det ret er gjort
og må til lykke føre,
selv når han lukker glædens port
og åbner sorgens døre;
med ham blir selv den sorte nat
så lys som morgenrøden;
hvad han ej holder, synker brat
og gives hen til døden.

Den kerne vorder alt for let,
der savner regn og væde,
så modnes Åndens frugter slet
i sol og idel glæde;
den urt, som bringer bitter ve,
kan skænke røde kinder,
så må mit øje sorgen se,
før det sin frelse finder.

Nu vel, min Gud, så lægger jeg
mit liv i dine hænder.
Du har beredet mig min vej,
du bedst min vandring kender.
Så tag mig i din stærke favn,
jeg vil dig lydig være,
jeg ved, det vorder mig til gavn
og dig til pris og ære.