Se salmens tekst:
181. Over Kedron Jesus træder
Vælg melodi:
 Genève 1551
00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Thomas Hansen Kingo

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Biografi


Kingo, Thomas Hansen



f. 15. dec. 1634 i Kongensgade i Slangerup, Nordsjælland. F: linned- og da­maskvæver Hans Thomesen K. (som sammen m. sin far, tapetvæver Thomas K. var indvandret fra Skotland). M: Karen Sørensdatter. I K’s gravskrift over faderen, lader sønnen ham udtale: „… Med Æren tiente ieg mit Brød / dend kruned baade Liv og Død / og vaar mit dyre Smykke / ieg aatte [ejede] ikke verdens Guld / nu eyer ieg saa megen Muld / som denne Steen kand Trykke / Min Rigdom vaar et ærligt Naun / et ævigt Liv i Himmel – Staun / det har ieg alt i eye …“ K. kom i latinskole i Slangerup og siden i den lidt større i Frederiksborg, hvor han fik kost og logi hos skolens rektor A.K. Bartholin. Efter Chr. IV’s udtrykkelige påbud skulle netop Frederiksborg latinskole særlig øve disciplene i sang og musik, og slottets nærhed gav stedet en vis prestige. 1654 forlod K. skolen med „be­rømmeligt testimonium“, og i maj blev han indskrevet ved univ. i Kbh. som dog lukkede p.g.a. pest mindre end en måned efter. Først fra 1655, hvor han fik bolig på Regensen, kunne K. begynde det teol. studium, som tog ham tre år. 1658 blev han huslærer først hos forvalteren på Frederiksborg, senere på Vedbygård, hvor han forhindrede en svensk soldat i at stjæle en af gårdens heste og til gengæld fik et skud gennem kinden. Da Sæbygård kom under samme forpagter blev K. også kendt med forholdene der, og hans rimekunst resulterede i skæmtedigtet „Sæbye-gaards KoeKlage“ (over avlstyrens død)!

1661 blev K. personel kapellan hos sognepr. Peder Jakobsen Worm i Kirke-Helsinge, som levede i 2. ægteskab med den langt yngre, norskfødte Sille Lam­bertsdatter Balchenborg. Hende digtede K. sin berømte kærlighedssang „Chrysilis du, mit Verdens Guld“ til. I 1663 prædikede K. for kongen, og fik ikke længe efter ventebrev på Slangerup sognekald. Men både sognepræsten dér og Peder Worm døde med en måneds mellemrum i 1668, og K. kunne nu næsten frit vælge mellem de to embeder. Problemet var enkerne. Valgte han det bedste embede, Slangerup, fulgte enken med; han ville næppe have råd til at betale hende af gennem det ‘nådsensår’ hun havde ret til at blive boende. Men K. ville have både det gode embede i Slangerup og Fru Sille i Kirke-Helsinge; det lykkedes først efter en retslig tvist med Slangerup-enken om pensionen. 1669 tog K. magistergraden og blev ~ til Sille Balchenborg, der med­bragte tre mindreårige døtre; men allerede året efter døde hun, og K. måtte i hast (1671) ~ den 16 år ældre Johanne Lau­ridsdatter Lund, formodentlig mest for husførelsens skyld. Hun døde 1694. I mellemtiden var K.’s halv stedsøn, Jakob Worm, blevet rektor for den lille latin­skole i Slangerup, og havde derved fået K. som sin direkte foresatte. Deres private modsætningsforhold udviklede sig til en offentlig fejde på vers, hvor Worm med grov satire skød til måls efter den kalot, K. som købstadspræst havde ret til at bære, men som i smæderimene blev til et symbol på alle K.’s svageste sider: fornemhed, selvbevidsthed, og forfængelighed. Visen munder ud i flg. uvelmente råd:  

          Gak aldrig dermed!
     Men giør dig en fluesmek deraf vel breed,
     Og naar du i Kroeret har drucket dit Øl,
     Tag Vand i Calotten, og Halsen i skiøll
     Og om du om Natten behøver en Pot,
          da brug din Calot.

  K. lod sig tirre til at give igen med endnu grovere vers, der ikke undså sig for tidens mest rå skældsord. Men Slangerup-tiden blev også brugt til at skrive hyldest- og lejlighedsdigte til samtidens mægtigste, heriblandt kongen, og til at skabe den husandagtssalmebog, som lagde grunden til K.’s berømmelse som sin tids største kirkelige digter.

1677 blev K. udnævnt til biskop for Fyns stift. 1679 blev han ophøjet i adels­standen. 1681 udgav han 2. del af husandagtssangbogen og året efter kongeligt udnævnt til doktor i teologi. Han var udpeget til, sammen med Sjællands højeste gejstlige at udforme Kirke-Ritualet 1685; men allerede 1683 var han blevet betroet at redigere en ny salmebog til afløsning af Thomissøns, der havde været brugt i mere end hundrede år. Han passede nidkært bispeembedets forskelligartede gøremål – kørte og sejlede på visitats, krævede kirkeejere til ansvar for kirkernes vedligeholdelse, betalte af egne midler 24 latinskoledrenges daglige gangtøj, indrettede undervisning i sang og musik og reorganiserede Gråbrødre hospitals økonomi, så flere syge og gamle kunne forsørges. 1694 ~ Birgitte Balslev, der som enke havde overtaget herregården Fraugdegård. De blev nært knyttede, hun fulgte ham på visitatsrejserne og forsvarede hans eftermæle mod anklager om slet regnskabsførelse. Hun sad hos ham, da han udtalte sine sidste ord: „Herre Gud, i morgen får vi en dejlig mu­sik at høre“. Efter flere års tiltagende sygdom døde K. søndag 14. okt. 1703 „ret som det ringede sammen til højmesse“.

K.’s egentlige kirkelige digtning indledtes med udgivelsen af Thomas Kingos Aandelige Siunge-Koors første Part 1674. Her var en morgen- og en aftensalme til hver ugedag – heriblandt „Rind nu op i Jesu Naun“, „Vaag op og slae paa dine Strenge“, „Dend klare Sool gaar ned“ – og fra genudgivelsen i 1677 var tre af dagene forsynet med et „Hierte-Suk“, en kort rimet bøn til hver morgen- og aftensang. Fra 1684 var der ‘sukke’ til alle salmerne. Digtenes teologiske skema er ortodoksiens faste: syndserkendelse, bod og derefter bedring i kraft af Kristi gerning og evangeliet. Men formen er appellerende.
Salmen skal gøre indtryk og fremkalde en virkning hos den der synger. Dette individuelle sigte kom endnu klarere til udtryk i Thomas Kingos Aandelige Siunge-koors Anden Part, eller Siælens opvækkelse til Allehaande Andagter i Allehaande tilfælde. Alting til Guds Ære 1681. Som titlen siger, var her sange over forskellige livssituationer, både konkrete – bordvers, til rejsebrug, som forberedelse til altergang – og mere almene opbyggelsesdigte, heriblandt „Far, Verden, far vel“ og „Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe“. K.’s Sjungekor havde et sigte ud over den praktiske andagt. Disse sange skulle manifestere en selvstændig dansk, kirkelig digtning. Sprogligt og poetisk lagde K. bevidst afstand til især de importerede tyske salmer „Thi de danskis Aand er dog ikke saa Fattig og forknyt, at den jo kand stige ligesaa høyt mod Himmelen som an­dris, alligevel at den ikke bliver ført paa Fremmede og udlændiske Vinger.“ Ganske pudsigt, at Sjungekoret, ud over talrige danske oplag, også blev oversat til islandsk, svensk og tysk! Grundtvig sammenlignede siden K. med Shakespeare: „Konst­dommerne maa gjærne le ad mig, jeg bekjender dog, at jeg har spurgt, om det ikke var gamle William selv, der havde ladet sig døbe og sang…“ Med denne sammenligning var Grundvig nærmere en indsigt i K’s forfatterskab, end nogen siden er nået ind til.

Det, som skulle have været højdepunktet af K.’s karriere, blev hans største nederlag: Danmarks og Norges Kirkers forordnede Psalme-bog. Vinter-Parten 1689, der nåede gennem trykken og kongens godkendelse (25. jan. 1690), kun for alligevel at blive kasseret med et pennestrøg og uden nærmere forklaring (22. feb). K. havde lagt et halvt kirkeårs salmer fast i form af en halv salmebog – den såkaldte Vinter-Part, fra advent til efter påske. På 700 sider stod 267 salmer, heraf 136 af K. selv. Alle K.’s egne salmer var trykt i versform – hans samtidige digterkollegers på samme måde, men med lidt mindre typer – alle de øvrige, heriblandt Luthers, var trykt som prosa. Hvis den planlagte sommerpart skulle have været af samme omfang og indhold, hvilket alt tydede på, er projektets slagside temmelig indlysende. K. havde satset stort, også økonomisk. Han havde investeret i et helt bogtrykkeri, ansat medarbejdere, og i den måned, bogen havde kgl. privilegium, nåede man at trykke og indbinde mange. Meget tyder på, at salmebogens fald skyldes en hofintrige, der gik ud på at ramme kongens sekretær, Luxdorph, og måske også K. med antydninger om forsøg på at føre kongen bag lyset i henseende til K.’s indtægter af salmebogen. Da kongen blev klar over, at i hvert fald K. var uden skyld, var det for sent. Enevælden kunne ikke tabe ansigt ved at indrømme mangel på døm­mekraft. Personligt blev K. taget til nåde med en forfremmelse – han fik rang af justitsråd (4. marts!) – men salmebogen var tabt.

Den salmebog, der kom ud af den slidsomme proces efter Vinterpartens undergang, blev ikke den bog, K. havde tænkt sig. Men Den Forordnede Ny Kirke-Psalme-Bog 1699, kom alligevel til at rumme 86 salmer af K. som dermed blev bogens største bidragyder. Han fik privilegium på trykningen af både salme- og melodibog, og salmebogen gik under hans navn ind i den danske kirkes gudstjeneste- og menighedssang med en gennemslagskraft, der fortsat inspirerer.

A 46, 71, 85, 90, 91, 92, 113, 124, 126, 128, 137, 139, 141, 144, 149, 152, 166, 170, 176, 180, 181, 183, 184, 185, 186, 187, 191, 205, 208, 225, 226, 227, 232, 244, 270, 281, 300, 342, 357, 378, 393, 418, 427, 442, 465, 468, 472, 485, 490, 491, 598, 599, 600, 614, 615, 617, 624, 643, 644, 683, 684, 685, 686, 687, 708, 719, 739, 740, 741, 742, 743, 744, 745, 760, 761, 762, 763, 764, 765, 766, 767, 782


Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Troen på Guds Søn - Påske

181

Over Kedron Jesus træder
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Jesus, dine dybe vunder

1

Over Kedron Jesus træder,
vader med sin bare fod.
Græder, alle øjne, græder,
græder, om I kunne, blod!
Se, hvor bladet er nu vendt,
alle buer nu er spændt,
som på Jesus ene sigter
og til døden ham forpligter.

2

David engang, tung om hjerte,
gik hen over Kedrons vand,
fuld af harm, af gråd og smerte,
flygtning i sit eget land.1
Men, o Jesus, måtte du
ikke ængstes mere nu,
du, som dig til døden skynder,
bær' al verdens sorg og synder!

3

Går du ind udi en have,
som er folkets frydested,
angest vil sig straks tillave,
følger dig i hælen med.
Kom, o Adam, kom at se
ind udi Getsemane!
Se, hvor Paradisets lyster
Helved-angest af ham kryster!

4

Se, hvor skælver Jesu lemmer,
se, hvor ryster Gud og mand!
Tænk, hvor syndens byrde klemmer,
døden stormer livets land,
trænger ind i Jesu blod,
kniber ved hans hjerterod,
slider, saver, skær' og stinger
som ti tusind giftig klinger.

5

Se, hvor våndefuld han falder
ned med bøn udi sin nød,
trende gange Gud påkalder,
beder, at den bitre død
og den kalk må vige hen,
er dog straks tilfreds igen!
hvad hans Fader kun behager,
derimod han gerne tager.

6

Se, hvor han med døden strider
ængstet i sin hjerterod,
se, hvor slangen ham nu bider
og ophidser alt hans blod!
Se, o se, hvor ængstes han!
Se, hvor giftig var den tand,
som med dødens kolde smerte
brød Guds Søns det rene hjerte.

7

Nu, så vil jeg mig da vende
hen til Kedrons sorte bæk
og fra verdens vellyst rende
i en bods og angers sæk!
Ind udi Getsemane
skal mit hjerte daglig se,
med hans pine, blod og møje
overstryge sjælens øje.

8

Når jeg som et blomster visner,
når jeg fældes skal som hø,
når at blodet i mig isner,
når jeg dåne skal og dø,
når den kolde sved går ud
af min ganske krop og hud,
da min Jesu svededråber
for min sjælefrelse råber.

Joh 18,1; Luk 22,41-46
Lidelseshistorien. Afsnit 1-2
Thomas Kingo 1689.

1 2 Sam 15,30