Aftensukket, nattegråden,
sjælevåndens rådvildhed
gennem mørket ser Guds øje;
dem hans hjerte ynkes ved,
og endnu før hanen gol,
siger han: Du morgensol!
bring til mine små, som græde,
håb med lys og sang med glæde!

Gerne Himlens engle farer,
hvor de sendes med hans ord,
men hvor julesalmen klinger,
har og Herren bud på jord;
hvor de går fra sted til sted
i hans navn, han følger med,
og hvor han er selv til stede,
flokkes englekor med glæde.

Så fortvivl dog ingenlunde,
hjerte, som til ham slog lid,
i hvis navn den store hvile
er beredt til evig tid!
Ørk og enlighed til trods
Jesus være vil med os,
som Gud Fader ville være
med sin Søn, den hjertenskære.

Bi da, sjæl, kun til i morgen!
Bi på ham, som skuffer ej!
Før endnu din sorg du vidste,
til dig var hans trøst på vej.
Han har sagt: Hvor med min tro
i mit navn forsamles to,
ikkun to af mine kære,
midt iblandt dem jeg skal være.¹

Jesus, ja, du følger dine.
Dine bud og dine ord
altid midt i verdens ørken
dejlige er deres spor;²
de hos mig så mangen gang
banked på med englesang;
kommer nat engang med døden,
kommer du med morgenrøden.