Gud Helligånd, vor igenføder
til børn af ham, som os har skabt,
til alt, hvad hedninger og jøder
ved synd forbrød, ved død har tabt!
Vær du vor tolk, vær du vor taler,
vær du vor himmelske husvaler,
til vi blir ny fra top til tå!

Men farefuldt er levnedsløbet
på stien mellem ilde¹ to,
hvor evigt liv for død er købet,
og støttestaven kun vor tro,
så altid må det gamle dødes,
før i dets sted det ny kan fødes,
som Frelseren af grav opstod.

Ja, gennem denne skærsilds luer
går vejen til Jerusalem,
den smalle sti på mosetuer
til livets væld og lysets hjem,
og over porten til Guds-staden
med flammeskrift står på guldpladen:
Bekend din tro! fornægt dig selv!

Det er den snævre port for sjælen,
for det i os, som siger »jeg«,
hvis ære med den dybe knælen
indlysende forliges ej;
skønt intet værd er, hvad vi mister,
os egenkærlighed dog frister
til på »os selv« at holde fast.

I kampen hed hvad kan husvale,
undtagen, Helligånd, din trøst,
som himmeldug i dybe dale,
som moderkærlighedens røst?
Vær du vor tolk, vær du vor taler,
vær du vor himmelske husvaler,
til vi blir ny fra top til tå!