Hvor er lammet, offerlammet?
spurgte Isak, syg i sind,
da slagtofret var berammet
med ham selv på bjergetind;
bange for sit unge liv,
på den blanke offerkniv
peged han og sagde: Lammet,
hvor er det, til død opammet?

Søn, for lammet Gud vil sørge,
svared Abraham, Guds ven;
han beklemt sig lod adspørge,
svared dog med håb igen.
Yndig faldt og sagen ud,
kærligheds og sandheds Gud
venner sine aldrig glemmer,
deres håb han ej beskæmmer.

Her er lammet, påskelammet,
siger Jesus, ydmyg, spag,
i min Faders råd berammet
er den store offerdag;
bange vel af hjertens grund
er jeg for den mørke stund,
men for hele verdens brøde
den uskyldige må bløde.

Ja, at én for alle døde,
gav Guds kærlighed dens glans,
alle jordens roser røde
ej forslår til Lammets krans,
hver en stjerne, hver en sol
samles om den nådestol,
hvor for evig nu han troner,
Jesus Kristus, vor forsoner.