Rettens spir det alt er brækket,
kærlighed er blevet kold,
al retfærdighed er svækket,
uskyld lider last og vold,
løgn er ført i sandheds dragt,
sandhed er i støvet lagt,
uret klæder dommens sæde,
stene må derover græde.

Ret og uret lige gælder,
lige højt optegnet er.
Jesu klare sag den hælder,
ingen ret har øje der.
Folkets løse snak går frem,
deres råb har kraft og klem,
retten skal for dem indrømmes,
Jesus hen til korset dømmes.

Straks Pilatus sine hænder
vasker udi hykle-vand,
og sin uskyld forevender,¹
finder, han er ren og grand:
Nej, den dom på Jesu blod
to's ej bort i nogen flod,
hænderne kan vasket være,
hjertet må dog smitten bære.

Ak, min Gud, jeg bør ej dølge,
at min synd foruden tal
jo var med dig hen at følge
ind i dommens hus og sal.
Mine synder dommen skrev
og dig hen til døden rev,
og når på din dom jeg grunder,
ser jeg alt mit segl derunder.

Du foruden skyld og brøde
gav dig under dødens dom,
ja, frivillig for mig døde,
derfor er du og så from,
at jeg for Guds domstol må
al min tilflugt hos dig få,
så din dom er mig den gåde,
at jeg bliver dømt i nåde.