00.00 / 00.00
Se andre salmer | |||
 | Salmer med samme melodi(er) | ||
| Salmer af samme forfatter(e) | ||
Læs noter | |||
| Noter til salmeteksterne | ||
Læs om forfatterne | |||
| Nikolaj Frederik Severin Grundtvig | ||
Noter
vers
linjer
1
alderdom, forgængelighed, livscyklus og tidens gang er ophævet, Amos 9,13.
2
4. hvor det ikkun fattes, som smertede her – hvor det eneste, der mangler, er det, der gjorde ondt i tilværelsen, Åb 21,4.
3
1. Forjættede land – det forud lovede. Israelitternes drøm om eget fædreland i Det gamle Testamente.
4
2. evigheds-øen i tidernes strøm – billede på den umulighed, at der skulle kunne skabes et paradis i verden / 3-4. det er indbildning, at drømme om en helligdom med uforanderlig glæde i den virkelighed, hvor der findes sorger, og søge at gøre sig til gud i en verden, hvor døden altid indhenter mennesket / 5. henfarer på stand – forsvinder hastigt.
5
2. du skinnende boble – væskeboblen er et klassisk symbol på det skrøbelige, snart forgængelige liv. Grundtvig brugte billedet allerede i en prædiken i 1822: „…som Barne-glæden ved en farvet Boble, der glimrer og brister opløser sig i Intet“ / 3. skjalden – digteren / 4. glimrende skygger – kunstfærdige, skrevne ord og bogstaver, som kun tilsyneladende formidler sandhed / 5. når skyggen er ligest, da hulker de små – selv når digtekunsten er perfekt, bedrøver den, fordi den forblænder dem, der søger ord med liv og salighed. I dette udtryk rummes Grundtvigs polemik mod den døde boglærdom og bibelskrift, i modsætning til det levende ord af Herrens egen mund ved dåb og nadver.
6
3. gækker – narrer. de arme – de fattige, stakkels, som behøver ord, der kan mætte. / 5. så varigst de kalder – den indbildning, at man kalder det for evigt, som er dømt til at forgå med tiden.
7
4. med fingre som guld – er gådefuldt. Chr. Thodberg kæder det sammen med erindringen om en vision, Grundtvig havde i 1811. Der er dog næppe tvivl om, at det er oplevelsen af solstråler, der når ned, og oplyser det jordbundne, der danner baggrund for udtrykket.
8
1. himmelske navn – „Jesus“, som betyder: Gud frelser / 2. for vores – Jesu Kristi navn favner vore navne i dåben, hvor vi bliver døbt i hans navn, og bliver ‘kristne’; altså får navn efter ham, uanset hvad vi hedder / 3. usmittet – uden at miste sin udødelighed. kan røre ved støv – kan forene sig med dødelige mennesker / 4. levendegøre – udtrykket er lånt fra den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelses udsagn om Helligånden / 5. mit ler – min forgængelige krop, jf. 1 Mos 2,7.
9
se til nr. 321.4.
10
se til nr. 321.5 / 3. rejserne mange til landet bag hav – Guds ords skildringer af Paradis / 4. tidender gode – gode nyheder, budskaber; m. a. o. evangeliets forkyndelse.
11
3. Han kalder dig Fader, som løser vort bånd – Han, som løser os af dødens og gravens bånd, Jesus Kristus, kalder dig, som er kærlighedens selv, for Fader / 6. det komme til os – ekko af Fadervors 2. bøn: komme dit rige.
12
1. huld – god, trofast / 2. templet af muld – mennesket / 3. Midleren – Jesus Kristus, 1 Tim 2,5 / 4. rygende alter – menneske-hjertet / 5. i løn – i det skjulte.
13
se til nr. 321.1. Livet – Kristus jf. Joh 14,6.
Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. II, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. II, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003
Kødets opstandelse og det evige liv - Evighedshåbet
561
Jeg kender et land
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Thomas Laub 1907
Otto Mortensen 1982. O kristelighed
Mel.: Thomas Laub 1907
Otto Mortensen 1982. O kristelighed
1
Jeg kender et land,
hvor håret ej gråner, og tid har ej tand,
hvor solen ej brænder, og bølgen ej slår,
hvor høsten omfavner den blomstrende vår,
hvor aften og morgen går altid i dans
med middagens glans.
hvor håret ej gråner, og tid har ej tand,
hvor solen ej brænder, og bølgen ej slår,
hvor høsten omfavner den blomstrende vår,
hvor aften og morgen går altid i dans
med middagens glans.
2
O dejlige land,
hvor glasset ej rinder med tårer som sand,
hvor intet man savner, som ønske er værd,
hvor det ikkun fattes, som smertede her!
Hvert menneske søger med længsel i bryst
din smilende kyst.
hvor glasset ej rinder med tårer som sand,
hvor intet man savner, som ønske er værd,
hvor det ikkun fattes, som smertede her!
Hvert menneske søger med længsel i bryst
din smilende kyst.
3
Forjættede land!
Du hilses i morgenens spejlklare strand,
når barnet mon skue din skygge fuldskøn
og drømmer, du findes, hvor skoven er grøn,
hvor barnet kan dele med blomster og siv
sit smil og sit liv.
Du hilses i morgenens spejlklare strand,
når barnet mon skue din skygge fuldskøn
og drømmer, du findes, hvor skoven er grøn,
hvor barnet kan dele med blomster og siv
sit smil og sit liv.
4
O flygtige drøm
om evigheds-øen i tidernes strøm,
om templet for glæden i tårernes dal,
om halvgudelivet i dødningesal!
Med dig fra de fleste henfarer på stand
de levendes land.
om evigheds-øen i tidernes strøm,
om templet for glæden i tårernes dal,
om halvgudelivet i dødningesal!
Med dig fra de fleste henfarer på stand
de levendes land.
5
O skuffende drøm!
Du skinnende boble på tidernes strøm!
Forgæves dig skjalden med mund og med pen
af glimrende skygger vil skabe igen.
Når skyggen er ligest, da hulker de små,
som stirrer derpå.
Du skinnende boble på tidernes strøm!
Forgæves dig skjalden med mund og med pen
af glimrende skygger vil skabe igen.
Når skyggen er ligest, da hulker de små,
som stirrer derpå.
6
Fortryllende drøm
om evigheds-perlen i tidernes strøm!
Du gækker de arme, der søger omsonst,
hvad hjertet begærer, i billed og kunst,
så varigst de kalder, hvad sikkert forgår
som timer og år.
om evigheds-perlen i tidernes strøm!
Du gækker de arme, der søger omsonst,
hvad hjertet begærer, i billed og kunst,
så varigst de kalder, hvad sikkert forgår
som timer og år.
7
O kærligheds Ånd!
Lad barnlig mig kysse din strålende hånd,
som rækker fra Himlen til jorderigs muld
og rører vort øje med fingre som guld,
så blålig sig hæver bag buldrende strand
det dejlige land!
Lad barnlig mig kysse din strålende hånd,
som rækker fra Himlen til jorderigs muld
og rører vort øje med fingre som guld,
så blålig sig hæver bag buldrende strand
det dejlige land!
8
O himmelske navn,
som åbner for vores din hellige favn,
så Ånden, usmittet, kan røre ved støv
og levendegøre det visnede løv!
O, lad mig nedknæle så dybt i mit ler,
at Gud mig kun ser!
som åbner for vores din hellige favn,
så Ånden, usmittet, kan røre ved støv
og levendegøre det visnede løv!
O, lad mig nedknæle så dybt i mit ler,
at Gud mig kun ser!
9
O vidunder-tro,
som slår over dybet den hvælvede bro,
der isgangen trodser i buldrende strand
fra dødningehjem til de levendes land!
Sid lavere hos mig, du højbårne gæst,
det huer dig bedst!
som slår over dybet den hvælvede bro,
der isgangen trodser i buldrende strand
fra dødningehjem til de levendes land!
Sid lavere hos mig, du højbårne gæst,
det huer dig bedst!
10
Letvingede håb!
Gudbroder, genfødt i den hellige dåb!
For rejserne mange til landet bag hav,
for tidender gode, for trøsten, du gav,
lad så mig dig takke, at glæde jeg ser,
når håb er ej mer!
Gudbroder, genfødt i den hellige dåb!
For rejserne mange til landet bag hav,
for tidender gode, for trøsten, du gav,
lad så mig dig takke, at glæde jeg ser,
når håb er ej mer!
11
O kærlighed selv,
du rolige kilde for kræfternes elv!
Han kalder dig Fader, som løser vort bånd,
al livskraft i sjælen er gnist af din Ånd,
dit rige er der, hvor man død byder trods,
det komme til os!
du rolige kilde for kræfternes elv!
Han kalder dig Fader, som løser vort bånd,
al livskraft i sjælen er gnist af din Ånd,
dit rige er der, hvor man død byder trods,
det komme til os!
12
Vor Fader så huld!
Du gerne vil trone i templet af muld,
som Ånden opbygger i Midlerens navn,
med rygende alter i menneskefavn,
med himmellys-bolig af gnisten i løn
til dig og din Søn.
Du gerne vil trone i templet af muld,
som Ånden opbygger i Midlerens navn,
med rygende alter i menneskefavn,
med himmellys-bolig af gnisten i løn
til dig og din Søn.
13
O kristelighed!
Du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved,
hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føler vi godt:
Mit land, siger Livet, er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor.
Du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved,
hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føler vi godt:
Mit land, siger Livet, er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor.
N.F.S. Grundtvig 1824.
Jf. nr. 321.
Jf. nr. 321.