HØR melodien

Orgel, flerstemmigt Piano, flerstemmigt Piano, enstemmigt 00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Thomas Hansen Kingo
Bernhard Severin Ingemann

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Biografi


Ingemann, Bernhard Severin



f. 28. maj 1789 i Torkildstrup Præstegård på Falster. F: provst Søren Sørensen I. M: Birgitte f. Swane. Hjemmet var livligt, kulturåbent, og Bernhard var yngst af 8 søskende, og kun 10 år ved faderens død i 1799. Året efter fl. familien til Slagelse, hvor han kom i latinskole og blev student 1806. De følgende år tog han filologisk og filosofisk eksamen, men englændernes bombardement af København 1807 lagde hans logi, bøger og ejendele i aske. Han tog hjem til Slagelse 1808, hvor moderen døde året efter, og de følgende år alle hans brødre. Hans digtning begyndte i en stemning af dødsvished og melankoli. Hans første samling ‘Digte’ udkom 1811 og fik god modtagelse. 1812 forlovede han sig med Lucie Marie Mandix, og udgav endnu en digtsamling: ‘Procne’. Flere digte og dramaer, bl.a. ‘Blanca’ som blev en teatersucces, slog hans forfatternavn fast, men fremkaldte også kritik. 1816 udløb hans friplads på Valken­dorfs kollegium og han fik et toårigt rejsestipendium, som 1818-19 tillod ham tidens obligate dannelsesrejse til Tyskland, Frankrig og især Italien. Hans hjemkomst blev fejret med digte af Blicher og Grundtvig – Ingemann var blevet en af samtidens fremtrædende litterære personligheder.

I juli 1822 udnævntes I. til lektor i dansk ved Sorø Akademi og blev samme måned ~ til Lucie. I Sorø indledtes hans historisk-romantiske forfatterskab, som overfor en rationalistisk samtid skulle genkalde fortidens store, åndsbårne og trosinspirerede helte og nationale skikkelser. Indledningen blev digtet ‘Valdemar den Store og hans Mænd’ (1824), som snart fulgtes af romanerne: ‘Valdemar Sejr’ (1826), ‘Erik Menveds Barndom’ (1828), ‘Kong Erik og de Fredløse’ (1833), ‘Prins Otto af Danmark’ (1835) og afrundet med digtet ‘Dronning Margrethe’ (1836). Idealerne fra de historiske romaner samledes i myteskikkelsen ‘Holger Danske’ (1837) set som personliggørelsen af den tidløse, danske folkeånd. Det historiske forfatterskab fik gennemslagskraft fra begyndelsen, og medvirkede til at præge folkestemningen under Treårskrigen. Først efter 1864 bristede Holger Danske-idealet. De politiske forhold i Europa afspejlede sig i de følgende års digtning, eksv. ‘Renegaten’ (1838) og ‘Kærlighed og Politik’ (1840). Gradvis bevægede I. sig fra romantikken ind i romantismens fascination af det orientalske og eksotiske med østerlandske eventyr som ‘Sa­lo­mos Ring’ (1839) og grønlandsfortællingen ‘Kunnuk og Naja’ (1842), og nær­mede sig den poetiske realisme i ‘Den stumme Frøken’ (1848) og ‘Lands­bybørnene’ (1852).

1854 nåede den religiøse bevidsthed, der var kendelig gennem hele det hidtidige forfatterskab frem i en versificeret troslære: ‘Konfirmationsgave’, og året efter i ‘Tankebreve fra en Afdød’, der er et indirekte opgør med tanken om kødets opstandelse.

Det Ingemannske hjem havde en åben dør for flere af samtidens mere kantede personligheder, bl.a. H.C. Andersen. Venskabet med sognepr. J.F. Fen­ger i Lynge, hvor I. ofte gik i kirke, blev af betydning for hans salmearbejde: „Julen har bragt velsignet Bud“ blev skrevet til Fengers børn, og Fenger inspirerede ham til „Deilig er Jorden“. Salmeforbindelsen blev konkret, da Fenger, som medlem af Roskilde konvents salmekomite antagelig var med til at tilskynde Kultusministeriets henvendelse til I. om at revidere det endelige forslag til den ny salmebog 1852. I’s protokol med de detaljerede revisionsbemærkninger og ændringsforslag blev indsendt i nov. 1854, og repræsenterer et aldrig fuldt erkendt stykke dansk salmearbejde.

Ingemanns salmedigtning indledtes tidligt, med Julegave. En Samling af Digte 1816. Digtene i denne samling fik kun indirekte betydning, som forarbejder til de egentlige salmer. 1822 udkom bestillingsarbejdet Morgenpsalmer til Brug for Eleverne i Sorøe Academies Skole. De kom i brug i januar året efter, og torsdagssalmen „Lover Herren, han er nær“ sang sig som den eneste fast i salmebøgerne. 1825 udgav I. Høimesse-Psalmer til Kirkeaarets Helligdage med 73 gudstjenestesalmer. Meyer & Boesens Haderslev-salmebog 1844 optog 23; biskop Mynster 6 i sit tillæg 1845 – Roskilde Konvents salmebog 1855 optog 17, og 1873-tillægget til denne endnu 8. Fra denne udgivelse står endnu salmer som „Glæd dig, Zion! glæd dig, Jord“ og „I Underværkers land jeg bor“. 1837 kom Morgensange for Børn med 7 morgensalmer, og sangen „Storken sidder paa Bondens Tag“. Alle salmerne står i salmebogen endnu. Året efter skrev I. på komponisten Weyses opfordring Syv Aftensange (1838), som nu, med Den Danske salmebog (2002), alle er optaget i kirkesalmebogen. En del salmer udkom enkeltvis i tidsskrifter, andre af I’s værker eller efter konkret brug på anden hånd. Det gælder de to førstnævnte julesalmer, men også salmer som „Til Himlene rækker“, „Den store Mester kommer“, „Lyksalig, lyksalig“ og „Glade Jul“.

Ved sin død i hjemmet i Sorø 24. febr. 1862 stod Ingemann som samtidens store nationale digter.

A  31, 42, 83, 119, 120, 121, 215, 254, 273, 284, 381, 404, 408, 543, 581, 612, 664, 747, 748, 749, 750, 751, 771, 772, 773, 774, 775, 776, 777, 778, 779

B  118, 144, 152, 170, 200, 346, 417, 498, 528  


Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Troen på Guds Søn - Jesu liv

144

Hvor saligt var det ægtepar
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Hvad kan os komme til for nød
Guds Søn kom ned fra Himmerig

1

Hvor saligt var det ægtepar
i Kana overmåde,
hvor Jesus selv indbuden var
til deres fryd og både!
Den bryllupsdag og glædesfest
blev herlig af den bryllupsgæst,
som giver evig nåde.

2

Men aldrig nogen dag randt frem
af gylden morgenrøde,
hvor ikke sorg og modgangs klem
Guds kære børn kan støde;
så ren ser ikke himlen ud,
at ej en sky med storm og slud
kan middagssolen møde.

3

Den gode vin før tiden slap,
men vandet blev tilbage,
så bliver glæden ofte knap
i bedste frydedage.
For modgangs vand i brudekar
sin beske strøm fra korset har,
som vi må ofte smage.

4

De flestes kar er tomme for
den saft af glædedruer,
på brudebænken tunge kår
man hos så mange skuer.
Når frydedøren lukkes op,
i baghold står en modgangs trop,
som knytter hånd og truer.

5

Men når du inden døre er,
o Jesus, lad da bryde
med trussel frem en modgangs hær,
den dog dit vink må lyde.
Du vil omvende korsets stand
og glædens vin for sorgens vand
i vore hjerter gyde.

6

O Jesus, du, som hjerter kan
alene sammenbinde
og føre dem i ægtestand,
o, lad din hjælp sig finde
hos alle dem, som i din frygt
har deres løfter på dig bygt;
lad fryd for dem oprinde!

7

Giv ære, held og gode råd,
giv tusindfoldig lykke,
bekræft du selv al deres dåd
udi dit gode tykke!
Velsign du deres hus og liv,
og efter død og grav dem giv
din Himmels ære-smykke!

Joh 2,1-11
Thomas Kingo 1689.
B.S. Ingemann 1854.
Bearbejdet 1890.