Kom, regn af det høje! lad jorden oplives
som lilliedal,
at hvad os vor Jesus har lovet, må gives
i tusinde-tal!
Han ville det arme, fortørrede mod
forfriske og læske
med himmelske væske
af Paradis-flod.

Kom, Himlenes kilde! lad strømmene flyde
på dette dit land,
at blomster og frugter din have må pryde
og sættes i stand!
Se dog, hvor mit hjerte forpint og forladt
sig ønsker så såre
med sukke og tåre
at favne sin skat!

Kom, trøster i trængsel! Kom, sansernes styrke,
mit hjertes behag!
Kom, vin, os at læske i angestens tørke
med himmelske smag!
Så kan jeg til bønnen frimodig fremgå
og stedse mig skynde
i kærligheds brynde
al nåde at få.

Kom, hellige olie! sjælenes kræfter
at salve i mig,
at hvad jeg skal tænke og gøre herefter,
må virkes ved dig,
at Åndens livsalige frugter må stå
i dejligste grøde
og dagligen døde
den onde attrå.

Kom, due! at kærligheds varme kan findes
i inderste ånd!
Lad alt, hvad dig kender, nu mere forbindes
i kærligheds bånd,
fra dig ej at vride os ud eller ind,
men redelig vandre
og aldrig forandre
det himmelske sind.

Vor børnerets vidne! hjælp Abba¹ at sige
med hjerte og mund,
og tryk mig den vished at arve dit rige
i inderste grund!
Ja, vis mig, så tit du, o saligheds pant,
om Himlen erindrer,
hvor kronen den tindrer,
som Jesus os vandt!