Du følger, Herre, al min færd,
du kender mine veje;
du er mig som min skygge nær,
hvor end jeg søger leje.
Du hører, før mit ord er sagt;
min tanke er dig åben lagt.
Hvor skulle jeg i verden få
et sted at stå,
hvor ikke du mig kunne nå?

Om jeg i dybet søgte ly,
hvor mørket mig omringer,
og steg i sol jeg over sky
på morgenrødens vinger,
ja, om jeg over have fór
og sletted bag mig alle spor,
dog kendte jeg din almagts Ånd.
Din højre hånd
mig holde fast i dine bånd.

Før jeg blev født, du alt mig så
i moderlivet inde;
min lykke nu i dag dig lå
fra evighed på sinde.
Det sætter jeg min tro da til,
at aldrig du mig slippe vil.
Til hvem skal jeg vel ellers gå
og håbe på
et livets ord til trøst at få?