I lemmer, hvis hoved har Himlen i vælde,¹
hvi går I dog her, som dens porte var lukt?
Op, opad fra jorden, den tidsel og nælde,
op! lærer dog kødet at holde i tugt,
mod korset at tage
og alting forsage,
hvad sjælen svigagtigt fra Jesus forvilder
og Himlens den evige salighed spilder!

Ak, når jeg de første guldkristne betragter,
den iver, den møje, den kamp, de har haft,
og mærker, hvad nu er vor kristendoms fagter,
da hører vi navnet - hvad ser vi for kraft?
Det gjordes fornøden,
de fleste fra døden
ret grundig og fyndig til Jesus sig vendte,
til hvilken de første i kærlighed brændte.

Vor brudgom ej længe nu borte vil blive,
o, køber dog olie, triner på vagt,
ej mere vor kristendom lunken at drive,
men altid at våge, som Jesus har sagt!
Står bundne om lænder,
med stave i hænder²
som de, der fra verden hver time vil træde
og haste at finde den evige glæde!

I trætte og svage af trængselens tørke,
ak, tænker på Himmelens liggendefæ!³
Og beder alvorligt at Jesus vil styrke
de rystende hænder og bævende knæ,
at ingen skal slippe
den evige klippe,
at ingen tilbage til Sodoma vender
og løbet med skamme på halvvejen ender!

Hvo hånden begyndte at lægge på ploven,
han tage den ikke tilbage igen!
Frimodig, ej bange, ej heller forvoven,
thi begge er ikke bestandigheds ven,
hver stride så længe,
til sjælen kan trænge
sig ind i den evige himmelske bolig,
som Jesus de stridende lover så trolig!

Op! op dog, I salvede, kommer tillige!
thi Kongen går eder med kronen imod;
med ham skal I prange i Himlenes rige,
og glæden skal være en evigheds flod.
Hvo her kun får vundet,
hans krans er alt bundet,
en krone, der funkler med klarere strimer
end solen om middags og midsommers timer.