Det var ikke en nat som de andre,
thi al skabningen holdt på sit vejr
og så engle i tusindvis vandre
rundt på jorden med stjernernes skær.
Denne nat blev et lyshav i tiden,
den har lyst gennem slægterne siden,
dengang Gud selv blev menneskets lys.

Det var ikke en himmel som andre,
den blev åbnet af lys og af lyd,
man så stjerner bevæges og vandre
imod Betlehem, landet mod syd,
så at hyrderne glemte at fryse,
i Guds billede måtte de lyse,
dengang Gud selv blev menneskets lys.

Det var ikke et barn som de andre,
der blev født under himlen den nat,
det var Gud selv, der nu ville vandre
for at finde på jorden sin skat.
I den usleste mand eller kvinde
så han perlen så kosteligt skinne,
dengang Gud selv blev menneskets lys.

Det var ikke en herre som andre,
han fik ikke i herberget rum,
måtte husvild imellem os vandre,
til sin offerbænk førtes han stum,
i den fremmedes grav blev han fange.
I hans hus er der plads til de mange,
han er Gud, han er menneskets lys.

Det er ikke et ord som de andre,
det kan styrte selv dødens tyran,
det er lyset, hvorved vi skal vandre
gennem mørket til morgenens land.
Dette ord blev et lyshav i tiden,
det har lyst gennem slægterne siden,
det er Gud, det er menneskets lys.