Jesus, at du blev min broder,
Faderens enbårne Søn,
fødtes af en jordisk moder,
podet ind i Adams køn,
og med himmelsk broderskab
liv og blod for mig hengav,
det er mer, end jeg udgrunder,
himmelsk kærligheds vidunder!

Hvor og når og på hvad måde
skal jeg arme synder nu
skønne ret på al din nåde?
Det mig rinder tit i hu.
Gråd og faste, sang og bøn,
det er kun en ringe løn,
men hvad andet kan jeg byde,
som ej du må rent forskyde!

Ånden siger med din stemme:
Elsk mig, som jeg elsked dig!
Og jeg godt det kan fornemme,
ret er det i Himmerig;
men hvem kan på denne jord
tale ud et himmelsk ord,
og hos hvem kan da herneden
himmelsk blive kærligheden?

Dog, nu skimter morgenrøden
jeg igennem skyer grå:
du mig elsket har til døden
og endnu mig elsker så,
daler med din kærlighed
til mit hjerte ydmyg ned,
så din kærlighed derinde
jeg som min kan forefinde.

Aldrig mer jeg vil nu tænke
på, hvad selv jeg gøre kan,
men kun på, hvad du vil skænke
lige god som Gud og mand;
intet kan jeg uden dig,
alt du gøre kan af mig,
når dit ord, som aldrig glipper,
jeg med troen aldrig slipper.

Ja, dit ord, hvormed du giver
mig dit eget kød og blod,
i mig var og er og bliver
livets træ med livets flod;
alle Åndens frugter må
skabes for din skyld derpå,
i dem alle som i Eden
vokser, modnes kærligheden.