Loven er et helligt bud,
viser os vor Gud alene
frem for alle ting at tjene
og at ære som en Gud;
intet uden ham at ynde,
ham at elske nat og dag,
intet uden ham begynde,
det er Lovens hovedsag.

Deraf og nødvendigt må
følge, som udi en kæde,
at vi skal vor næste glæde
og til hånde gerne gå;
hvad man nu sin Gud vil yde,
som det ikke har behov,
dette skal vor næste nyde
efter kærlighedens lov.

Dette bud om kærlighed
stod i Adams hjerte skrevet,
blev ved synden sønderrevet,
da han faldt i døden ned;
lyst at ville, kraft at kunne
holde Lovens varetægt
gik ved Adams fald til grunde
for den hele Adams slægt.

Da nu hele verden lå
under Herrens dom og vrede,
straffen den var også rede,
som der skulle følge på,
da begyndte Gud at tale
om sin egen kære Søn,
som hans vrede skulle svale
for det ganske Adams køn.

Har vi ham, som har betalt,
har vi ham, som fyldest gjorde,
da er Lovens trussel borte,
Jesus har det klaret alt;
ja, han selv os kræfter giver
til at følge Lovens bud,
og Gud Helligånd os driver,
så vor gerning sker i Gud.