Verden, o verden! hvi frister du mig,
endog under hårene hvide?
Kender dig nogen, han køber ej dig,
på hvem kun en dåre mon lide;
du skuffed enhver,
som havde dig kær,
du tidlig og silde dem skuffed for vist,
og grovest til sidst.

Hvad er dit liv uden rist eller ro,
din lyst uden grænse og hvile?
Sejre du sår, men kun stride opgro,
dit smil skyder gloende pile,
din glæde er vind,
din glans kun et skin,
og magten og æren, du roser dig af,
som skummet på hav.

Hvad er din fred, uden liv eller lyst,
for bladet, som ej sig kan røre?
Øde og tomt er det verdslige bryst,
når stormen og striden ophøre,
et udtørret hav,
en vind-åben grav.
Du ved det, o verden! du priser din fred
og gyser derved.

Kærlige frelser! end kalder du mig,
din røst og din trøst er de rette;
ungdom og styrke fortryller ej dig,
du kalder de gamle og trætte,
det faldende løv
du kalder fra støv
og fører dit følge i lysende fjed
til liv og til fred.

Kærlige frelser! du ser min attrå
til, hvad der er evig det bedste;
mellem min sjæl, og hvad brat skal forgå,
et svælgende dyb du befæste,
så verden, jeg ser,
mig frister ej mer,
men Himlen, jeg håber, mig vorder så kær,
at hjertet er dér!