Hvor lystig, sød og yndig
er deres fødders lyd,
som kraftig, liflig, fyndig
bebuder fred og fryd¹
til bange og til arme,
som føler syndens byld,
at Gud sig vil forbarme
for Jesu pines skyld.

Den lov, som Gud har givet,
er vel et herligt bud,
men skaffer ingen livet
og fører ej til Gud;
når vi den gift fornemmer
af kødets onde lyst,
og Satan hjertet klemmer,
véd Loven ingen trøst.

Den vil, at sjælen efter
Guds vilje helt skal gå,
dog dertil ingen kræfter
hos Loven er at få;
den siger, vi skal høre
den Gud, som os har skabt,
men evne, det at gøre,
har sjælen ganske tabt.

De onde kan den vække
med sine tordenslag,
samvittigheden skrække
med dommens store dag,
hvordan Guds vrede brænder,
når den er overtråd,
men når man det erkender,
så ved den ingen råd.

Så prædiker de arme
det ret i hjertet ind,
at Gud sig vil forbarme
med mer end faders sind!
Han vil dem gøre rene
i Jesu dyre blod
og livets kraft forlene
i deres hjerterod.

Den nåde vil jeg prise
til døden inderlig,
i gerning vil jeg vise,
hvad Gud har gjort mod mig.
Jeg vil ham evig tjene,
og den retfærdighed,
han ville mig forlene,
er al den pragt, jeg ved.