Hjerte, lad dig ej indbilde,
at du er af Gud forstødt,
hold dig fast til ordets kilde,
evangelium er sødt!
Har du gjort din Gud imod,
se, han er jo from og god,
har du samlet dig Guds vrede,
glæd dig, nåden er til rede!

Hør hans ord: Så sandt jeg lever,
vil jeg ej en synders død.¹
Du, som for Guds vrede bæver,
glæd dig! det har ingen nød;
når kun Gud din bedring ser,
alt hans hjerte mod dig ler,
mildt han favner syndre bange,
aldrig kommer de for mange.

Gud han bliver ved at råbe,
fuld af længsels fulde brand,
sanker mer og mer til hobe
ind igen i nådens stand;
hvo sig nu vil stille ind
med et nådehungrigt sind,
han, når han sin synd begræder,
Gud og alle engle glæder.

Gud og alle himle fryder
sig at se en synders bod,
alle englemunde bryder
ud i glæde som en flod;
alt, hvad han har sig forsét,
er, som det var aldrig sket,
al hans synd er kast i havet,
alting, alting er begravet.

Ingen sø så stærk udbryder,
ingen strøm så vældig går,
ingen ild så heftig syder,
intet mod vor Gud forslår,
ingenting kan lignes mod
Herrens nådes store flod,
vore synder bort at drive,
medens vi er her i live.

Nu velan, I bange hjerter!
Her er nåde, Gud ske lov!
Hvem vil gå i angst og smerter,
da det ikke er behov!
Al den synd, du mindes kan,
vejer ikke ved et gran
mod Guds nådes magt at regne,
som du kan dig frit tilegne.

Luk da op til Himmerige,
søde Fader, nådens port,
at jeg ret derind kan kige
og besé, hvor højt og stort
nådens rige er og går,
at mit navn i Himlen står,
i din kærlighed mig øve
og dig aldrig mer bedrøve!