Midt i livet er vi stedt
udi dødens våde.
Hvem kan vi gå til om hjælp,
så vi finder nåde?
Dig, Herre Krist, alene!
Vi angrer vor misgerning svar,
som dig højt fortørnet har.
Hellige Herre Gud,
hellige, stærke Gud,
hellige, barmhjertige frelser,
du evige Gud!
Lad os ej gå under
i den bitre dødens nød!
Kyrie eleison!¹

Midt i døden knuger os
Helveds magt og vrede.
Hvem kan os af denne nød
ud i frihed lede?
Du, Herre Krist, alene!
Så inderligt du ynkes ved
al vor synd og usselhed.
Hellige Herre Gud,
hellige, stærke Gud,
hellige, barmhjertige frelser,
du evige Gud!
Lad os ej fortvivle
for den dybe Helveds glød!
Kyrie eleison!

Midt i Helved-angsten ind
vil vor synd os drive.
Hvor skal vi da flygte hen,
få et sted at blive?
Til dig, o Krist, alene!
Du givet har dit dyre blod,
som for al vor synd gør bod.
Hellige Herre Gud,
hellige, stærke Gud,
hellige, barmhjertige frelser,
du evige Gud!
Lad os aldrig falde
fra den rette troens trøst!
Kyrie eleison!