Der stander et hus i vort høje Nord,
indviet Gud Faders Enbårne;
der springer en kilde, der dækkes et bord,
der kimes til højtid fra tårne.

Did styred den gæveste drot sin gang,
der knæled den stålklædte kæmpe
og lærte ved messe og ottesang
den stolteste vrede at dæmpe.

Der sukked vor far med glødende barm,
når klokken den rørte sin stemme;
der fældte vor mor en tåre varm,
som ej hendes sønner skal glemme.

Der hented de bod for de tungeste savn
og styrke til vandringens møje;
der fanged de freden i Jesu navn,
da mødig de lukked sit øje.

Dengang vi som spæde blev vugget på skød,
Gud Fader os der satte stævne,
og over de rislende vande lød
de ord, som gir, hvad de nævne.

Og der kan det vokse, det himmelske frø,
og trives som vandbækkens pile;
ja, der vil jeg leve, og der vil jeg dø,
og derfra så ringes til hvile.

End kvædes der sødt ved dets alter i Nord
til pris for Gud Faders Enbårne;
end risler den kilde, end dækkes det bord,
end kimes der mildt ifra tårne.