HØR melodien

Se salmens tekst:
28. De dybeste lag i mit hjer...
Vælg melodi:
 Jens W. Pedersen 1988
Orgel, flerstemmigt Piano, flerstemmigt Piano, enstemmigt 00.00 / 00.33
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Jens Rosendal

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning
Troen på Gud Fader - Skabelsen og forsynet

28

De dybeste lag i mit hjerte
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Jens W. Pedersen 1988

1

De dybeste lag i mit hjerte
er længsel, umålelig stor.
Jeg rækker mod vigende himle
og følger umulige spor.
Et sted må det findes, det lærred,
som spænder sit billede op,
et sted må dét være i verden,
som fylder mit sind og min krop.

2

De dybeste lag i mit hjerte
har set et forklarelsens land,
hvor alt var et fuldkomment billed,
og lykken var evig og sand,
men kun som et glimt, som en lysning,
der strøg over marker og vand.
I strejf lå mit landskab forklaret
som livets og kærligheds land.

3

Er billedet til som en kalden,
der rammer mig langvejsfra?
Et paradis, fjernt og forsvundet
fra slægten, jeg stammer af?
Er kaldet kun ekko af drømme,
den ø, som er intetsteds til,
så har den dog morgenens klarhed
og kræfter, som aldrig går til.

4

Min Gud, som jeg kalder den mester,
der maler mig morgenens drøm,
det spekter, jeg ikke behersker,
af længsel urolig og øm,
som spænder de strenge i hjertet,
der aldrig vil klinge ud,
som synger og smerter og kalder
og længes mod Herren, min Gud!

5

Du, skabelsens Gud, som vil bøje
dig ned til din verden i dag.
Du, Skaber, som åbner mit øje
og kender mit hjertes slag.
Din Ånd over lande og have,
din kalden på skabningen selv
er lyden i alt det, du skabte
i blodets og flodernes væld.

6

Så mød mig en skabelsens morgen
her midt i mit goldeste land,
og knus mig i selviskheds ørken,
skab du så, som Skaberen kan.
At uro kan vendes til glæde,
min længsel til det, jeg formår:
at rejse mig nyskabt og leve
på jorden, mens dagene går.

Jens Rosendal 1990.