Hvor er dog påske sød og blid
for dem, som kender nådens tid
og syndens jammer finder!
I Jesu åbne grav vi ser,
at alle himle mod os ler
og sejerskranse binder;
den dag vor sag
og elende fik en ende,
da vor søde
Jesus han stod op af døde.

For vore synder er han død,
til vor retfærdighed han brød
de stærke dødens porte.
At han opstod, det viser grant,
at synden, ganske vist og sandt,
er død og evig borte,
vor nat er brat
overvundet og forsvundet,
da vor søde
Jesus han stod op af døde.

Han er opstanden, det er godt,
den grumme død til evig spot,
som før så mægtig bruste.
Han er opstanden, det er vist,
det sorte riges magt og list
vor kære Jesus knuste.
Det ord skal, hvor
jeg må vanke, af min tanke
aldrig svinde:
Jesus kunne dø og vinde.

Han er opstanden, det er stort,
og dermed er en ende gjort
på al min ve og jammer.
Han er opstanden, det er nok,
min grav, som var en fangeblok,
er nu et brudekammer.
Al spe, suk, ve,
dødens fagter jeg foragter,
gravens hvile
synes til mig nu at smile.

Nu er her vej til livets land,
op, alle! følger, hvad I kan,
vor frelser og vort hoved!
Han er opstanden, dette ord
skal råbes højt på denne jord,
han være evig lovet!
Vær glad, Guds stad!
Alle tunger råber, sjunger
mod hinanden:
Jesus er, han er opstanden!