Mørket skjuler jorderige,
natten den er nu for hånd,
mørket solen vil bekrige,
lægge Jesus hen i bånd.
Slig en nat var aldrig før,
Himlen haver lukt sin dør,
Jesus, al vor sol og ære,
skal nu nattens skændsel bære.

Den forræder Judas tager
mørkheds våben villig på
og i åg med Satan drager,
som udi hans hjerte lå;
han en skare samlet får:
skarn og skalke, som nu går
med de største præsters svende
og hans ondskab skal betjene.

Blus og lamper er nu tændte
med en ild fra Satans brand,
spyd og stænger er nu vendte
mod den værgeløse mand.
Dog ej blus, ej spyd og stang
fanger Jesus denne gang,
men et kys, en kærlig mine
ham forråder til hans pine.

Hjerte Jesus, kære broder,
lysets Herre, hvorfor skal
natten, syndens mørke moder,
natten, lasters skjul og dal,
dække dig med mulm og mørk?
Hvorfor skal af Helved-ørk
hine grumme ulve springe,
dig til gravens mørke bringe?

O min Jesus, o, jeg mindes,
at jeg er et mørkheds barn
og blandt deres tal skal findes,
som i syndens nattegarn
viklet var til evig død,
derfor du dig villig bød
for min sjæles lys at våge
udi døds og nattens tåge.

Gid de blus, de spyd og stænger,
hvormed du antastet blev,
stedse mig i sindet hænger,
thi de mig en frihed skrev,
at Guds lys for mig går op
frelser både sjæl og krop
fra hvert slag og syndeplage
af den Helved-ulv og drage.

Er du da en fange blevet?
Vel! Jeg og en fange var,
dog ved dine bånd er revet
fra de lænker, som jeg bar.
Jeg er blevet fri ved dig,
bind mig til dig hjertelig,
og lad mig, o store fange,
med dig ind til livet gange!