Godt og ondt i lys og mørke,
liv og død og sandt og løgn
strides som med lige styrke
hver en hellig dag og søgn.
Her på jord to sædemænd,
Herren selv og Løgneren,
hver har sået sit herneden,
klinten¹ gror om kap med hveden.

Sandhed så'de godt til livet,
løgnen så'de ondt til død;
engle selv det ej er givet
bod at råde på den nød.
Sandhed selv har svaret: Nej,
luges af kan klinten ej,
thi det ene med det andet
i hvert bryst er sammenblandet.

Godt og ondt og lys og mørke,
sandt og løgn og liv og død
i hvert hjerte prøver styrke,
farligt er det sammenstød.
Stærkest synes tit på jord
mørkets æt med løgn og mord;
løfte dog på sejerslivet
Sandhed lysets børn har givet.

Af Guds nåde det er givet
Jesu Kristi menighed:
sandhed dér med lys og livet
sig udvikler i Guds fred.
Hos sit helgenfolk vor drot
overvinder ondt med godt,
og, som nat for morgenrøden,
flygter for vor frelser døden.

Livets bog har mange blade,
snart er dog det sidste vendt;
hveden samles da i lade,
medens klinten vorder brændt;
liv og lys, alt sandt og godt
findes evig hos vor drot,
men med løgnen går til grunde
i nidmørket alt det onde.