Se salmens tekst:
99. Velkommen igen, Guds engl...
Vælg melodi:
 A. P. Berggreen 1832
 C. E. F. Weyse 1838
00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Noter

vers

linjer

1

6. fugl … i dvale – Man har gisnet om, hvilken naturerfaring hos Grundtvig, der måtte ligge bag udtrykket. Han kan have kendt et vers, Kingo skrev i et foræringseksemplar af sin forsmåede Vinter-Part: „Frygt ej min bog, om end du ligget har i dvale! Du vågner engang med hin vintertvungne svale.“ – Biologisk set en smule ukorrekt; fordi det er mursejlerens unger, der kan gå i dvale, når det er småt med føde. Snarere er det den gamle ordsprogslignende folketro, at svalerne overvinter i mosen, der her danner inspirationsbaggrund. Måske skal sætningen opfattes således, at det blot er såsæden i jorden, der ligger i dvale; ikke fuglen.

2

1. kirkesti – betyder formodentlig blot på vej til kirke; men Grundtvig kan have haft barndomserindringer om landsbysognet, hvor der fra hver samling gårde gik en særlig „kirkesti“ mellem agrene til sognets kirke / 3. udbære vor jul ej nænner I – den gamle skik, at gæster og naboer skulle nødes til at smage juleøl og -bagværk – ellers ville de ‘bære Julen ud’ – kendes vel endnu; om ikke andet så i talemåden / 4. derpå tør nok vi lide – det vil vi stole på / 5-6. o, ganger dog ej … os volder ej – ønske- eller bydemåde: Gå ikke vor dør forbi! Gør os ikke den sorg! / 6. kvide – sorg.

3

2. armod – fattigdom, fortvivlende kår / 3. gæstet I har en hytte før – Bibelen fortæller om flere englebesøg i beskedne omgivelser – i Abrahams telt, 1 Mos 18; hos Maria i Nazaret, Luk 1,26f. / 4. det drages vi til minde – det får Juleevangeliets fortælling om barnet i stalden os til at huske på / 5. kagen – hvedebrød; ikke kage i nutidig forstand.

4

3. puslinger – småbørn. I 1837 ændrede Grundtvig det til: „Rollinger“. Der er næppe tvivl om, at han i 1824 tænker på sine egne drenge, Johan og Svend, som da var henholdsvis 2 år og 3 mdr. gamle. i hver en vrå – i alle kroge / 4-5. som blomster ... og lærker – Matt 6,26f. se til nr. 41.

5

2.  forblommet – dunkelt, uklart / 6.  fornummet – fornemmet, hørt genklang af.

6

Der sker i dette vers et betydningsfuldt skift fra de til vi. De er øjeblikkets, den nære virkeligheds „puslinger“, som tæller timerne til jul – vi er den menighed, som Grundtvig forestiller sig, længes efter en ny julesang; ikke rationalismens moralske vers uden poesi og bibelsk fortællekraft, men sang, der rimer med hjertet, det vil sige, med det, evangeliet har at bringe: Det levende ord af Herrens egen mund til dem, der higer efter det (vers 7).

7

1-2. Da vandrer Guds engle op og ned på salmens tonestige – når den nye julesang bryder igennem, bliver den bibelske historie til virkelighed; her Jakobs drøm, 1 Mos 28,12. 1 Joh 1,51 / 3. Guds fred – gammel hilsen, som har sin klangbund i Jesu hilsen til disciplene Påskedags aften, Joh 20,19; 21.

8

2. før vore øjne lukkes – parallel til Simeons forjættelse, Luk 2,25-35 / 4. vor smerte – er et poetisk billede på det savn af sand kristendom, Grundtvig var sig smertelig bevidst. Verset udtrykker håbet om, at denne smerte er en fødselsve, inspireret af Joh 16,21 om den fødende kvindes sorg (visse ældre bibeloversættelsers ordvalg), som skal afløses af en altforglemmende glæde.
Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. II, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Troen på Guds Søn - Jesu fødsel

99

Velkommen igen, Guds engle små
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: A.P. Berggreen 1832
C.E.F. Weyse 1838

1

Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje Himmel-sale,
med dejlige solskinsklæder på,
i jordens skyggedale!
Trods klingrende frost godt år I spå
for fugl og sæd i dvale.

2

Vel mødt under sky på kirkesti,
på sne ved midnatstide!
Udbære vor jul ej nænner I,
derpå tør nok vi lide;
o, ganger dog ej vor dør forbi,
os volder ej den kvide!

3

Vor hytte er lav og så vor dør,
kun armod er derinde,
men gæstet I har en hytte før,
det drages vi til minde;
er kruset af ler og kagen tør,
deri sig engle finde.

4

Med venlige øjne himmelblå,
i vugger og i senge,
vi puslinger har i hver en vrå,
som blomster gro i enge;
o, synger for dem, som lærker slå,
som hørt de har ej længe!

5

Så drømme de sødt om Betlehem,
og er det end forblommet,
de drømme dog sandt om barnets hjem,
som lå i krybberummet,
de drømme, de lege jul med dem,
hvis sang de har fornummet.

6

Da vågne de mildt i morgengry
og tælle mer ej timer,
da høre vi julesang på ny,
som sig med hjertet rimer,
da klinger det sødt i højen sky,
når juleklokken kimer.

7

Da vandre Guds engle op og ned
på salmens tonestige,
da byder vor Herre selv Guds fred
til dem, den efterhige;
da åbner sig Himlens borgeled,
da kommer ret Guds rige.

8

O, måtte vi kun den glæde se,
før vore øjne lukkes!
Da skal, som en barnemoders ve,
vor smerte sødt bortvugges.
Vor Fader i Himlen! lad det ske,
lad julesorgen slukkes!

N.F.S. Grundtvig 1824.