HØR melodien

Orgel, flerstemmigt Piano, flerstemmigt Piano, enstemmigt 00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Thomas Hansen Kingo

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Noter

vers

linjer

1

1. far vel – den gamle afskedsvending må her tages mere bogstavelig: Rejs, verden, din egen vej / 2. din træl – bundet til, at være undergivet dine vilkår / 3. byltet – læsset / 4. forsmå – afvise / 6. forfængelighed – jf. Præd 1,2.

2

1. alt – allerede / 2. som verden opsminker – som pynter verden udvendigt. fager gestalt – smukt ydre / 3. glar – glas / 4. bobler og skrattende kar – billeder på tomhed / 5. iseskrog – tynd, bristende is. skarn – snavs, affald. fortræd – plage.

3

1. mine år – min levetid / 4. mit hovedes spind – al min spekuleren og opfindsomhed / 5. Hvad er dog mit arbejd, min møje … – Præd 1,3.

4

2. Du jorderigs afgud – jf. Matt 6,24. i skinnende muld – guld og sølv, dvs. penge er jo i grunden blot metaller hentet ud af undergrunden; jordisk stof, uden evig og konstant værdi / 3. est dog af – er dog blandt rækken af / 4. vokser, aftager og veksles – rigdom og penge er en ustabil værdi / 5. i højeste mærke – i højeste grad. og méd – brugsøjemed, egentlige formål.

5

2. de kroner og kranse – ærestitler, udnævnelser, verdslig hyldest / 4. du hemmelig stødes – du angribes i det skjulte.

6

1. yndest og gunst – popularitet og hofbegunstigelse / 2. dunst – flygtig uægte duft / 3. oppustende gøgler – indbildt storhed / 5. ved solen – i det klare lys.

7

1. kødelig lyst – seksuelt begær / 2. dødelig læbe – dræbende kys (her tænkes på både kønssygdomme og illegal erotik) / 3. fængende tønder – letantændeligt træmel, som man brugte i datidens fyrtøj / 4. blev mangen til evige luer – Helvedesbillede, inspireret af Es 1,31 / 5. din skål – det, du skænker. led – sur, besk.

8

3. jeg takker dig af – som en tjener, der afskediges / 6. i Abrahams skød – jf. Luk 16,22.

9

2. evigheds dejlige vår – evighedens skønne forsommer / 3. jf. Åb 21,23; 22,5, dagen måles ikke fra solopgang; men er evig / 4. næde og ny – månens aftagende og begyndende fase (jf. vendingen ‘i ny og næ’) / 5. Jesus er solen – jf. Åb 21,23.
Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. II, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Kristenlivet - Forsagelse og kamp

614

Far, verden, far vel
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Dansk visemelodi 17. årh. / Kingo 1681
O kristelighed

1

Far, verden, far vel,
jeg kedes ved længer at være din træl!
De byrder, som du haver byltet mig på,
dem kaster jeg fra mig og vil dem forsmå,
jeg river mig løs, og jeg kedes nu ved
forfængelighed!

2

Hvad er det dog alt,
som verden opsminker med fager gestalt?
Det er jo kun skygger og skinnende glar,
det er jo kun bobler og skrattende kar,
det er jo kun iseskrog, skarn og fortræd,
forfængelighed!

3

Hvad er mine år,
som listende svinder og snigende går?
Hvad er min bekymring, mit grublende sind,
min sorrig, min glæde, mit hovedes spind?
Hvad er dog mit arbejd, min møje, min sved?
Forfængelighed!

4

O rigdom og guld,
du jorderigs afgud i skinnende muld!
Du est dog af verdens de skuffende ting,
som vokser, aftager og veksles omkring,
du est dog i højeste mærke og med
forfængelighed!

5

Ak, ære, hvad er,
hvad er vel de kroner og kranse, du bær'?
Misundelse sidder dig altid på ryg,
du hemmelig stødes og sjælden er tryg,
du ofte dér snubler, hvor andre de gled;
forfængelighed!

6

Ak, yndest og gunst,
du hastig opkomne og faldende dunst,
oppustende gøgler, henviftende vind,
med tusinde øjne du dog løber blind;
hvad est du, når man dig ved solen har set?
Forfængelighed!

7

Ak, kødelig lyst,
som mangen med dødelig læbe har kyss't!
dit fængende tønder, din flyvende gnist
blev mangen til evige luer til sidst;
din skål synes honning, men drikken er led,
forfængelighed!

8

Så far da, far vel!
du skal nu ej længer bedrage min sjæl,
bedragerske verden, jeg takker dig af
og sænker dig ned i forglemmelsens grav;
jeg længes at trøstes for sorrig og nød
i Abrahams skød!1

9

Der skal mine år
begyndes i evigheds dejlige vår,
der skal ikke dagen ved solen opgry,
ej månen tilmåle mig næde og ny;
men Jesus er solen, hvis stråler er strø'd
i Abrahams skød!

Thomas Kingo 1681.
Bearbejdet 1854 og 1899.

1 Luk 16,22