HØR melodien

Se salmens tekst:
326. Der stander et hus i vort...
Vælg melodi:
 Viggo Kalhauge 1876
 Kingos Graduale 1699
Orgel, flerstemmigt Piano, flerstemmigt Piano, enstemmigt 00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Anders Jørgensen Reitan

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Noter

vers

linjer

1

1. stander – står / 2. indviet Gud – her skal underforstås et ‘til’. Enbårne – eneste fødte (Jesus Kristus).

2

1. Did – derhen. Den gæveste drot – den bedste konge / 2. kæmpe – soldat / 3. messe og ottesang – katolsk gudstjeneste og tidebøn. „otte“ = daggry; den første af dagens tidebønner.

3

1. med glødende barm – med brystet fyldt af følelse.

4

1. bod – oprejsning / 3. fanged – modtog / 4. sit – norsk: deres.

5

2. satte stævne – kaldte til møde / 4. grundtvigsk efterklang af vendingen „Guds ord skaber, hvad det nævner“.

6

1. det himmelske frø – Guds ord, som er ‘sået’ i mennesker / 2. vandbækkens pile – jf. Sl 1,3. Es 44,4.

7

1. End – endnu. kvædes – synges / 4. ifra – fra.
Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. II, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Den hellige, almindelige kirke - Kirken

326

Der stander et hus i vort høje Nord
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Viggo Kalhauge 1876
O, Gud ske lov til evig tid

1

Der stander et hus i vort høje Nord,
indviet Gud Faders Enbårne;
der springer en kilde, der dækkes et bord,
der kimes til højtid fra tårne.

2

Did styred den gæveste drot sin gang,
der knæled den stålklædte kæmpe
og lærte ved messe og ottesang
den stolteste vrede at dæmpe.

3

Der sukked vor far med glødende barm,
når klokken den rørte sin stemme;
der fældte vor mor en tåre varm,
som ej hendes sønner skal glemme.

4

Der hented de bod for de tungeste savn
og styrke til vandringens møje;
der fanged de freden i Jesu navn,
da mødig de lukked sit øje.

5

Dengang vi som spæde blev vugget på skød,
Gud Fader os der satte stævne,
og over de rislende vande lød
de ord, som gir, hvad de nævne.

6

Og der kan det vokse, det himmelske frø,
og trives som vandbækkens pile;
ja, der vil jeg leve, og der vil jeg dø,
og derfra så ringes til hvile.

7

End kvædes der sødt ved dets alter i Nord
til pris for Gud Faders Enbårne;
end risler den kilde, end dækkes det bord,
end kimes der mildt ifra tårne.

Anders Reitan 1866.