00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Noter

vers

linjer

1

1. galilæer – flertalsform: I var jo galilæere, dvs. fra det nordlige Palæstina. Betegnelsen rummer dels en bibelhenvisning til byboernes replik i pinseberetningen ApG 2,7; men også det polemiske, at en „ulærd“ provinsdialekt ikke afskærer evangeliet fra at blive forkyndt / 2. eder – jer. farisæer – farisæere. Linjen har omvendt ordstilling: Kaldte farisæ­ere jer ikke hånligt: / 3. ulærde mænd – ApG 4,13 / 5. dødens dvale – dødens dybe søvn.

2

4. underværker – Grundtvig skrev: „Under-Værker“, altså underfulde gerninger. ApG 2,11. 6. kirker alle – alle kirker, både bygningerne og kirkesamfundene.

3

1. skønt sproget døde – Jesu modersmål, aramaisk, tales ikke mere / 3. vid og blok og bål – videnskabens benægtelse, fængselslænker og kætterbål (de første lutherske prædikanter blev brændt) / 4. Hvor kan – hvordan kan det gå til, at ordet forkyndes, trods sprogbarrierer og historiens undertrykkelse? / 5. stad og vrå – storby og mindste bolig.

4

2. ikkun de – de alene, udelukkende de / 3. alle tungers Ånd – Grundtvigs retskrivning fordrede navneord skrevet med stort begyndelsesbogstav. Derfor kan formuleringen forstås på to måder: a) alle tungemåls meningsfylde; eller: b) alle tungers Helligånd. Redaktionen af Salmebogen har, støttet af indholdet i resten af verset, valgt den sidste opfattelse, som ville være udelukket, hvis man skrev ‘ånd’ med moderne retskrivning / 6. tungebånd – se til nr. 283,1.

5

4. skønt I tidlig døde – det er apostlene, der tænkes på. De døde tidligt i kirkens historie, men deres ord lever videre i kraft af Helligånden.

6

1. Guds finger – udtryk for Guds magt, 2 Mos 8,15. Luk 11,20 / 2. som gav bruden – Kristi brud er en klassisk betegnelse for kirken. ørnevinger – 2 Mos 19,4 / 3. midt i ørken hus og gård – Åb 12,14 / 4. fra Østen – fra morgenlandet, den gamle betegnelse for bibelens lande.

7

3. priser – lovsynger, ærer, og i taknemmelighed synger / 4. kirkeordet – kirkens forkyndelse af det kristne evangelium i gudstjenestens prædiken og sakramenter / 5. nådebordet – nadveren.

8

6. Zions heltesang – Grundtvig tænker sig, med dette udtryk, en ny hjemvendelse til Guds tempelbjerg, lig den, i Det gamle Testamente, hvor israelitterne vendte tilbage efter landflygtigheden i Babylon, og sang triumfsange, Sl 126.
Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. II, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Troen på Gud Helligånd - Helligåndens komme

286

Var I ikke galilæer
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Under dine vingers skygge
Kommer, sjæle, dyrekøbte
Tiden skrider, dagen rinder

1

Var I ikke galilæer,
kaldte eder farisæer
ej med hån ulærde mænd,
I, som bragte først på tale
ham, som lå i dødens dvale,
men stod herlig op igen!

2

Jødelands apostelskare!
Hvad i verden kan forklare
kraften i dit gamle ord,
som endnu gør underværker,
har til stolte mindesmærker
kirker alle trindt på jord!

3

Ja, hvor kan, skønt sproget døde,
eders ord på tunger gløde,
trodse vid og blok og bål!
Hvor kan eders ånd i Norden,
i hver stad og vrå på jorden,
tale folkets modersmål!

4

Påskemorgen, pinsedagen,
ikkun de forklarer sagen,
gav jer alle tungers Ånd:
Ånden, som kan alt udvirke,
som i Jesu Kristi kirke
løser alle tungebånd.

5

Ikke jer det er, som tale,
siger han, som kan befale,
men det er min Faders Ånd;
derfor, skønt I tidlig døde,
eders taler evig gløde,
smelter alle sjælens bånd.

6

Sandelig, det var Guds finger,
som gav bruden ørnevinger,
midt i ørken hus og gård,1
som gav korsets ord fra Østen
sangerstemmen, kæmperøsten
her hos os i tusind år.

7

Derfor gløder vore tunger,
derfor sødt det i os sjunger,
når vi priser Jesu navn,
og vor sjæl i kirkeordet,
smeltende ved nådebordet,
synker sødt i Jesu favn.

8

Modersmålet dybt sig bøjer,
let og lifligt det sig føjer
efter Herrens tankegang;
yndigt selv, men blødt derefter,
låner ånd og ild og kræfter
det af Zions heltesang.

N.F.S. Grundtvig 1836 og 1850.

1 Åb 12,14