3. skær – renhed. Udtrykket hentyder til den gule farve / 4. hvem er du velkommen gave? – hvem er du (ringeagtede bondeblomst) en velkommen gave for.

2. blomsterstade – blomsterbed, eller det sted, hvor man fremdriver ædle, værdifulde blomster / 3. ej så fik du – således (derved, at du var vokset om sommeren, når bierne flyver) fik du ikke duft / 4. sølverblade – ædle blomst.

3. tant – bedrag. Begyndelsen af verset er bygget over opstandelseskapitlet hos Paulus, 1 Kor 15,13f. / 5. som ordet går – som rygtet siger / 6. gule lagen – liglagenet.

Verset viderefører tanken fra 1 Kor 15.13f. / 3. i vrå – i gravens skjulte snæverhed / 6. vil ej vokset underfuld – hvis ikke de døde kan opstå, så kan heller vokset (menneskets døde krop) på underfuld måde smeltes om og støbes til lys, som kan sættes på gravene. I dette poetiske billede fastholdes bekendelsen af troen på „kødets opstandelse“.

1-2. Påskeblomst! en dråbe stærk drak jeg af dit gule bæger – association til nadveren, hvor „den korsfæstede og opstandne Herre … har givet sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for al synd, han styrke og opholde os derved i en sand tro til det evige liv.“ / 4. vederkvæger – forfrisker og stiller tørsten / 5. Hanegal og morgensang – symboler på nyt liv. Grundtvig associerer til det oldnordiske sagn om Hadding, der under sin søgen efter det sted, hvor der groede friske blomster ved vintertid, nåede til en høj mur, han ikke kunne komme over. Så rev hans vejviser halsen om på en hane, og kastede den over muren. Og fra den anden side hørtes hanen gale. Så vidste Hadding, at dér var de levendes land. Grundtvig forbinder denne tanke med underne ved Jesu død, Matt 27,52-43.

3. pant – her: løfte / 5. segl og sværd og skjold – hentydning til gravvagten foran Jesu grav, Matt 27,66 / 6. kæk og bold – modig og uforfærdet / 7. Avner kun – de forgængelige, unyttige blade uden om kornets kerner, som fejes ud og går til. Her tænkes på Pilatus’ foran­staltninger for at holde den døde Jesus bag gravens dør. når han vil ånde – Es 11,4 / 8. han, som svor os bod for vånde – Gud, som lovede trøst og oprejsning for al smerte.