4. Op stod nu Gud, og hans fjender adspredtes – Sl 68,1. (Sl 1,4) / 5. som voks over gløderne – Sl 68,3.

1. Denne er dagen, som Herren har gjort – Sl 118,24 / 2. lover ham, kristne – tilbed, tak og lovsyng ham, Sl 66,1. hans værk – Guds gerninger; her: oprejsningen af Kristus / 4. Kirker­ne alle – alle menigheder ud over jorden, Sl 68,27. den milde – Kristus, forsoneren / 5. Israels kilde – Sl 68,27.

1. Danser for Herren! – Sl 87,7. Lovsynger hans navn! – Sl 66,1. Danser! Lovsynger! Kom­mer … er gl. dansk bydemåde, og udtrykker her en appel og opfordring / 2. bod for savn – godtgørelse, erstatning / 4. hedninger – Sl 67,3 (ældre bibelovers.: … din salighed iblandt hedninger …) / 4-5. og kender / salighedsvejen til jorderigs ender – Sl 67,3.

Billedet, der tegnes i dette vers er inspireret af den byzantinske skildring af Kristus i dødsriget, således som det findes f.eks. på påskeikonen, hvor man ser dødsrigets porte sprængt, og Kristus fulgt af alle de hensovede, drage ud i triumf, tiljublet af englene. ‘Himlens lyn’, ‘livgiver god’ er hentet fra den byzantinske liturgi til „Salvebærerskens søndag“ (11. s. e. Trinitatis, II tekstrk.), hvor liturgitekstens troparion (sungne prosastyk­ke) lyder:

“Da du nedsteg til døden, udødelige liv!
Da dræbte du Hades (dødsriget) ved din guddoms lyn.       
Da du oprejste de døde fra underverdenen,
da råbte alle himlens hære:
    Livgiver, Kristus, vor Gud!
    Ære være dig!“

4. Han i sin død trådte døden på nakke – i kirkekunsten et klassisk motiv, som har sine rødder i gammel ikontradition. Festdagsikonen til Påskedag viser netop Kristus, der undertræder helvedes porte, dødens benrad eller dødsrigets nøgler, og drager de døde op i opstandelsens lys.

1. halleluja – hebraisk: Lovpris Gud Herren! tusindefold – i tusindvis / 2. fra old til old – fra tidsalder til tidsalder. Svarer til den kirkelige vending „fra evighed til evighed“ / 4. i det høje sit sæde – Matt 25,31. Åb 3,21.