2. smag – Grundtvig har ladet det herrnhutisk-pietistiske symbolsprog forblive: Hjertet, der skal smage sødmen af Jesu blod og vunder. Der er ikke tale om en reel handling, og dermed ikke om nogen nadverassociation, men om den åndelige sansning af Frelseren.

1. nådens tid – er derimod ikke brugt i den gængse, pietistiske betydning – den frist, hvori det gælder at søge Herren, mens han er nær – men betegner her det øjeblik, da nåden er fundet, fordi Kristus har gjort selv døden sød og lystelig ved at lide den forud for alle sine / 3. til du mig kysser med din mund – salmekommentarer analyserer denne linie på baggrund af gammel jødisk tolkning af 5 Mos 34,5, hvor den hebraiske tekst fortæller at Moses døde på Nebobjerget „efter Herrens mund“ – hvilket i jødisk tradition er blevet forstået som et kys. I pietismens sprogbrug er kysset imidlertid et ofte brugt billede på den inderlige, åndelige forening mellem den himmelske brudgom (Jesus) og hans brud (menigheden), og ofte er denne intimitet forstærket ved erotisk ladede ordvalg og skildringer.

Meningen er nok begribelig, men formelt er verset indviklet. En prosagengivelse af verset kan i så henseende skabe klarhed: (Jesus! Når jeg når mit livs aften, da) lad mit hjerte få hvile i den grav, (hvori) du lå (ind)til påskemorgen (gryede), og (lad det derved få mod til at) smile ad sin død.

2. med din retfærdighed – Åb 19,8. Den retfærdighed, der giver mig hjemstedsret i den himmelske konges by, er ikke min egen, men den Kristus har erhvervet for alle de troende (Rom 5,18f. Fil 3.9) / 3. det ny Jerusalem – Åb 21,2.