Fra verdens morgenstund udgår
Guds nådes kald så vide,
hans store vingård åben står,
mens dagens timer skride;
han kalder altid fler og fler,
mod aftenstund han til dem ser,
så er det lønningstide.

De, som på arbejd årle kom,
som Herren lod oplede,
som bærer dagens byrde om,
vansmægter i dens hede,
de venter større løn at få
end de, først Herren kaldte på
en stund, før sol var nede.

Men Gud, som er på nåde rig
foruden mål og ende,
den sidste gør den første lig
og giver så til kende,
at gerning ej fortjene kan
sin del udi Guds Himmel-land,
hans nåde det skal sende.

O Gud, hvad er dog al vor dåd,
vor tanke og vor tale,
vort anslag og vort hjertes råd,
når skønnest vi dem male?
Når du os i dit lys beser,
da er vort guld kun ringe ler,
hvoraf så højt vi prale.

Dog, Jesus Krist, vi venter på
vor del i Herrens glæde,
den skal vi vist af nåde få
for Herrens stol og sæde,
for, Jesus, din retfærdighed
og døden, som for os du led;
det er vor tro og glæde.