1. Hyrden er én og så hans hjord – Joh 10,16. og så – på samme måde / 2. er end fuldmange hans folde – som billedordet om Faderhuset, der har mange boliger, er kirkens forskellighed her skildret som mange fårefolde, men der er kun én hyrde: Sønnen / 3. enbåren – eneste fødte / 4. Sønnen skal alting beholde – Joh 6,39; 18,9 / 5. Sønnen er sandhed først og sidst – Joh 14,6; 18,37.

Som en bibelsk pastorale, et kristeligt hyrdedigt, skildrer verset kirkens og gudstjenestens virkelighed som et landskab, hvor fårene vandes i dåben og bespises ved nadveren.

2. haver – har / 3. dyrt har han købt den med sit blod – ApG 20,28. 1 Pet 1,18f.. Åb 5,9 / 4. sanket på vildsomme veje – hjorden er samlet af den hyrde, som forlader den sikre flok og finder det vildfarne får Joh 10,11-12. Luk 15,4-7 / 6. altid med staven „liflighed“ – hentyder til Zak 11,7, hvor symbolforkyndelsen om slette konger, der prisgiver deres folk som dårlige hyrder, omtaler to hyrdestave med navne – „Skønhed“ og „Bånd“ – Symboler for frihed og slaveri. Grundtvig tager frihedssymbolet op, og lægger det i hånden på Det nye Testamentes hyrde.

Verset indledes med en samtidskritik / 3. tidens fylde – Kristi komme / 6. med lynets fart – Matt 24,27 / 7. himmelblå ere hans telte – en paradisvision, som kan føres tilbage til Grundtvigs store digt „Nyaars-Morgen“, 1824; VIII, 258:  

       Ja, her vil jeg kvæde
       Min Havfrue-Sang,
       Med Graad og med Glæde,
       Med bølgende Klang,
       Til Klipperne smelte,
       Og himmelblaa Telte
       Jeg seer i de Levendes Land!