Se salmens tekst:
148. Ånden opgav enkesønnen
Vælg melodi:
 Johann Schop 1642
00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Noter

vers

linjer

1

1. Den omvendte ordstilling har med tiden gjort begyndelsen misforståelig. Der er dog ikke tale om, at (Hellig)ånden på noget tidspunkt opgav enkens søn; men at sønnen opgav ånden, dvs. døde / 5.  forlader – stoler trygt på / 6. de faderløses Fader – Sl 68,6 / 7. værge – beskytter.

2

4. åsyn klart – (Jesu) sorgløse, milde ansigt / 7. livets kildevæld – billede på Kristus.

3

1. soleøje – symbol på livet og opstandelsen, som Jesus personificerer / 3. fra Galilæas høje – Galilæa, hvor Jesus var vokset op, og hvorfra han havde påbegyndt sin omvandrende virksomhed, er et bjergrigt højland.

4

3. sorte mænd – poetisk illustrerer Grundtvig den bibelske beretning med et velkendt, dansk begravelsessceneri / 7. Se – udtrykker eftertænksomhed. I en senere version, omkr. 1870, ændrede Grundtvig linien til: „Han sad op med: „Gudskelov!“ Fuldt forståeligt for­trød han det dog …

5

4. himmelsk bod – erstatning / 6. Storprofeten – er en inspireret gengivelse af skarens udbrud i evangelieberetningen: „En stor profet er fremstået iblandt os.“ Ved at samle ud­råbet i betegnelsen „Storprofeten“ får Grundtvig markeret Jesus som alle Det gamle Testa­mentes profeters overmand, fordi han er profetiernes opfyldelse.

6

2. og sit folk besøger han – Luk 7,16 har inspireret Grundtvig til en hel salme: „Herren han har besøgt sit folk“, se til nr. 328 / 6. gør de blege kinder røde – gengiver døde livet.
Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. II, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Troen på Guds Søn - Jesu liv

148

Ånden opgav enkesønnen
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Johann Schop 1642

1

Ånden opgav enkesønnen,
moders håb og moders trøst.
Sygt hun stammed aftenbønnen,
gråden kvalte hendes røst;
enken dog, som sig forlader
på de faderløses fader,
har til værge Himlens Gud.

2

Sørgeskaren med den døde
skred igennem Nains port,
skulle dog på vejen møde
åsyn klart og under stort.
Død, hvad kan dig graven nytte!
Glip du går dog af dit bytte,
her er livets kildevæld.

3

Jesus med sit sole-øje,
med sin Faders kærlighed,
han fra Galilæas høje
kom med lys og liv og fred;
rørt af ynk han løfted røsten,
og med hans »græd ikke!« trøsten
slog i enkehjertet rod.

4

Enken var ej mer at ynke,
Jesus mildt til hende så;
sorte mænd lod båren synke,
han lod enkens søn opstå.
Jesus med Guds ord på tunge
sagde: Rejs dig op, du unge!
Se, da sad den døde op.

5

Jesus ham med røde kinder
lagde i hans moders favn;
den lyksalige blandt kvinder
fik da himmelsk bod for savn.
Alle råbte med hinanden:
Stor-profeten er opstanden,
nu har Gud besøgt sit folk!

6

Ja, vor frelser er opstanden,
og sit folk besøger han;
Jesus Kristus, Guddoms-manden,
er vort liv i dødens land;
han os alle går i møde,
gør de blege kinder røde,
tørrer alle tårer af.

Luk 7,11-17
N.F.S. Grundtvig 1853.