HØR melodien

Se salmens tekst:
738. O, Gud ske lov til evig t...
Vælg melodi:
 Kingos Graduale 1699
Orgel, flerstemmigt Piano, flerstemmigt Piano, enstemmigt 00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Hans Christensen Sthen
Carl Joakim Brandt

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Biografi


Brandt, Carl Joakim



f. 15. aug. 1817 i Nyborg. F: købmand Rasmus Peter B. M: Louise Esther f. Boesen. Student 1835 Nyborg Latinskole. 1837 huslærer i Kbh. hos prof. J. L. A. Kolderup-Rosenvinge, sideløbende med teologisk studium. Cand.teol. 1841. 1843 lærer ved Vajsenhuset. 1845 ~ Dorothea Louise Elisabeth Henning­sen. 1852 opsagde han stillingen ved Vajsenhuset for at ernære sig som skribent, men kunne ikke leve af det, og blev 1855 forstander for den nyopr. grundtvigske højskole Marielyst. 1860 blev han sognepr. i Rønnebæk i Sydsjælland. Efter Grundt­vigs død 1872 blev han kaldet til præst ved Vartov, og forblev der til sin død 27. dec. 1889.

Allerede i studentertiden blev B. påvirket af Grundtvig, og blev selv én af den tidlige grundtvigianismes førende skikkelser. Sammen med R. Th. Fenger begyndte han udgivelsen af Dansk Kirketidende, og hævdede sine grundtvigske synspunkter såvel kirkeligt som politisk.

B.’s videnskabelige felt var litteraturhistorie med hovedvægt på det hymnologiske. Han udgav ældre dansk kirkelig litteratur og poesi, og sammen med Ludwig Helweg tobindsværket Den danske Psalmedigtning 1844-47, hvor 1107 danske salmer fra middelalder til Grundtvig er behandlede. Udgivelsen bragte bl. a. Sthen tilbage i dansk salmesang. Senere udgav han skrifterne Vore danske Kirke-Salmebøger fra Reformationstiden til Nutiden 1886 og Udvalg af Hans Chr. Sthens Salmer og aandelige Rim 1888.

B. medvirkede ved en række nye salmeudgivelser: Sammen med A. Leth: Psalmer og aandelige Sange 1864, 1873-tillægget til Roskilde Konvents Salmebog. Han bistod Grundtvig med 2. udg. af Sang-Værket 1868-70, og udgav efter hans død 11. udg. af Festsalmerne 1873. Sammen m. Fr. Nielsen: Salmer og Sange for Børn 1874. Han var den drivende kraft bag forslaget til Salmebog for Kirke og Hjem 1885.

Som salmedigter indtager B. en mere beskeden plads. Kun få af hans originale salmer blev optaget i salmebøgerne; endnu færre fik blivende betydning. Til gengæld står en række oversættelser og bearbejdelser som vidnesbyrd om en af dansk salmehistories markante skikkelser.

A  399, 667, 724, 753

B  12, 24, 30, 35, 60, 110, 114, 200, 434, 487, 492, 499, 532, 553, 555, 641, 679, 707, 722, 735, 736, 738,757  


Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Menneskelivet - Morgen

738

O, Gud ske lov til evig tid
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Kingos Graduale 1699

1

O, Gud ske lov til evig tid
for al sin godhed og nåde,
han mig bevared med største flid
og fried fra nattens våde.

2

Så beder jeg dig af hjertens grund,
o himmelske Gud og Herre,
at du i dag og allen stund
vil min beskærmer være.

3

Fra synd og sorg på liv og sjæl,
det onde, som mig kan hænde,
de hellige engle mig vogte vel,
din Helligånd du mig sende!

4

Reger mit hjerte, råd og sind,
lad ingen mig fra dig skille,
at jeg på gudsfrygt lægger vind
og altid følger din vilje.

5

Hvad om jeg er til land eller vand,
hvor jeg monne færdes og fare,
hold fast mig ved din højre hånd,
mig mod mine fjender forsvare!

6

Stå dem imod med vældig magt,
som mig ville undertrykke,
al min fortrøstning er på dig lagt,
o Herre, giv råd og lykke!

7

Når du er min, og jeg er din,
hvad kan mig da siden skade?
Dit hellige ord er trøsten min
mod alle, som mig mon hade.

8

Min velfærd, ære, sjæl og liv
jeg trolig vil dig befale;
fri mig fra uro, fra tvist og kiv,
fra sladder og ond bagtale!

9

Giv mig af verden en salig gang,
når timen den er til stede,
da jeg skal vandre den vej så trang,
hjælp mig til Himmerigs glæde!

10

Det beder jeg dig i Jesu navn,
for Kristi skyld alene,
Gud vende mig alt til bedste og gavn,
alt efter sin vilje den rene!

Hans Christensen Sthen 1589.
C.J. Brandt 1885.