HØR melodien

Se salmens tekst:
737. Jeg vil din pris udsjunge
Vælg melodi:
 Hamburg 1598
Orgel, flerstemmigt Piano, flerstemmigt Piano, enstemmigt 00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Georg Niege
Hans Christensen Sthen
Jacob Madsen

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Biografi


Sthen, Hans Christensen



f. 25. november 1544 i Roskilde. Hans forældre døde tidligt, og om hans ud­dannelse vides kun, at han fik en. Antydninger i hans skrifter lader formode, at S. har studeret både i København og i Tyskland. 1565 fik han stilling som rektor for latinskolen i Helsingør, men året efter blev han kapellan v. Skt. Olai Kirke. 1567 ~ (navnet på S.’s første hustru, der d. 1602, kendes ikke). Fra 1570 var han både præst og rektor, og forpligtet på at øve latinskolekoret i kirkesang. 1581 erhvervede S. magistergraden v. Kbh.s Univ. 1583 blev han af byrådet i Malmø kaldet til sognepr. v. Skt. Petri Kirke og provst for Oxie Herred. Embedet var vellønnet, og S.’s personlige indtægter betragtelige, og i de kommende år blev han en velhavende og veletableret borger med bopæl i en af Malmøs bedste bygårde. Han ejede meget fornemt indbo og et stort bibliotek. Han varetog sine embeder med fasthed, og mødte efterhånden voksende mod­vilje, og byrådet søgte i 1600 uden held at få ham forflyttet. 1602 ~ Elli­ne Olufsdatter (d. 1607). 1607 tog S. afsked, og fik sine sidste år forbitret af sta­dige juridiske arvespørgsmål med børnene af 1. ægteskab, navnlig da han ~ Kirstine Andersdatter. S. døde i april eller maj 1610, og blev begravet i Skt. Petri Kirke i Malmø.

S. har efterladt sig et efter datidens forhold bemærkelsesværdigt forfatterskab, bestående i fordanskning af tysk opbyggelseslitt., samt skoleteaterstykker, prædikener, bønner, salmer og lejlighedsskrifter forfattet af ham selv. Blandt de mest markante er En liden Haandbog, som indeholder allehonde nyttige Øffuelser vdi Gudelighed oc smucke trøstelige Bøner oc Loffsange, som mand kand daglige bruge 1578. En liden Vandrebog: Indeholdendis atskillige smucke Bøner oc trøstelige Sange, met nogle nyttige Lifs Regle i artige Rijm befattede 1589. Denne bog kom i mange oplag (i dag kendes elleve). Der er bevaret en række håndskrevne, pædagogiske notater, som dokumenterer S. som optaget af undervisningsmetoder og -kvalitet, men det er S.’s salmer, der i deres mundrette danskhed betegner et nyt kapitel i dansk litteratur, og står som hans væsentligste indsats.

A  52, 53, 489, 498, 499, 640, 641, 679, 736, 738, 757

B  106, 110, 553, 555, 737  


Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Menneskelivet - Morgen

737

Jeg vil din pris udsjunge
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Hamburg 1598

1

Jeg vil din pris udsjunge
i denne morgenstund,
o Gud, med røst og tunge
af ganske hjertens grund,
ved din Søn, Jesus Krist,
som er vor frelser kære
og vil vor talsmand være;
al pris bør ham for vist.

2

For hans skyld jeg af nåde
er nu bevaret vel
i denne nat fra våde
til legeme og sjæl;
jeg be'r ydmygelig:
Du mig min synd tilgive,
hvormed jeg her i live
har tit fortørnet dig.

3

Bevar mig her i live;
min hustru, mine små
vil i din hånd jeg give
med alt, hvad jeg mon få;
mit ganske hus og hjem
med ære, kraft og evne,
og hvad jeg mer kan nævne,
o Gud, i nåde gem!

4

Lad dine engle blive
hos mig i farens tid
og Satans list fordrive!
Thi det er al hans id
at bringe mig i fald;
sin ondskab vil han øve,
at han kan mig bedrøve
i denne jammerdal.

5

Gud skal for alting råde,
thi alting han formår,
han ved bedst vej og måde,
hvorved sit mål han når;
til ham står al min lid,
han skal mig vel bevare
og vogte for al fare
i al mit levneds tid.

Georg Niege før 1582.
Hans Christensen Sthen efter 1592.
Jacob Madsen senest 1600.