• Salmeoversigt
• Om salmebogen online
• Historie

• Forside
• Brug siden
• Tekstlæser
• Kontakt

Forsiden >

Kingo, Thomas Hansen

f. 15. dec. 1634 i Kongensgade i Slangerup, Nordsjælland. F: linned- og da­maskvæver Hans Thomesen K. (som sammen m. sin far, tapetvæver Thomas K. var indvandret fra Skotland). M: Karen Sørensdatter. I K’s gravskrift over faderen, lader sønnen ham udtale: „… Med Æren tiente ieg mit Brød / dend kruned baade Liv og Død / og vaar mit dyre Smykke / ieg aatte [ejede] ikke verdens Guld / nu eyer ieg saa megen Muld / som denne Steen kand Trykke / Min Rigdom vaar et ærligt Naun / et ævigt Liv i Himmel – Staun / det har ieg alt i eye …“ K. kom i latinskole i Slangerup og siden i den lidt større i Frederiksborg, hvor han fik kost og logi hos skolens rektor A.K. Bartholin. Efter Chr. IV’s udtrykkelige pÃ¥bud skulle netop Frederiksborg latinskole særlig øve disciplene i sang og musik, og slottets nærhed gav stedet en vis prestige. 1654 forlod K. skolen med „be­rømmeligt testimonium“, og i maj blev han indskrevet ved univ. i Kbh. som dog lukkede p.g.a. pest mindre end en mÃ¥ned efter. Først fra 1655, hvor han fik bolig pÃ¥ Regensen, kunne K. begynde det teol. studium, som tog ham tre Ã¥r. 1658 blev han huslærer først hos forvalteren pÃ¥ Frederiksborg, senere pÃ¥ VedbygÃ¥rd, hvor han forhindrede en svensk soldat i at stjæle en af gÃ¥rdens heste og til gengæld fik et skud gennem kinden. Da SæbygÃ¥rd kom under samme forpagter blev K. ogsÃ¥ kendt med forholdene der, og hans rimekunst resulterede i skæmtedigtet „Sæbye-gaards KoeKlage“ (over avlstyrens død)!

1661 blev K. personel kapellan hos sognepr. Peder Jakobsen Worm i Kirke-Helsinge, som levede i 2. ægteskab med den langt yngre, norskfødte Sille Lam­bertsdatter Balchenborg. Hende digtede K. sin berømte kærlighedssang „Chrysilis du, mit Verdens Guld“ til. I 1663 prædikede K. for kongen, og fik ikke længe efter ventebrev pÃ¥ Slangerup sognekald. Men bÃ¥de sognepræsten dér og Peder Worm døde med en mÃ¥neds mellemrum i 1668, og K. kunne nu næsten frit vælge mellem de to embeder. Problemet var enkerne. Valgte han det bedste embede, Slangerup, fulgte enken med; han ville næppe have rÃ¥d til at betale hende af gennem det ‘nÃ¥dsensÃ¥r’ hun havde ret til at blive boende. Men K. ville have bÃ¥de det gode embede i Slangerup og Fru Sille i Kirke-Helsinge; det lykkedes først efter en retslig tvist med Slangerup-enken om pensionen. 1669 tog K. magistergraden og blev ~ til Sille Balchenborg, der med­bragte tre mindreÃ¥rige døtre; men allerede Ã¥ret efter døde hun, og K. mÃ¥tte i hast (1671) ~ den 16 Ã¥r ældre Johanne Lau­ridsdatter Lund, formodentlig mest for husførelsens skyld. Hun døde 1694. I mellemtiden var K.’s halv stedsøn, Jakob Worm, blevet rektor for den lille latin­skole i Slangerup, og havde derved fÃ¥et K. som sin direkte foresatte. Deres private modsætningsforhold udviklede sig til en offentlig fejde pÃ¥ vers, hvor Worm med grov satire skød til mÃ¥ls efter den kalot, K. som købstadspræst havde ret til at bære, men som i smæderimene blev til et symbol pÃ¥ alle K.’s svageste sider: fornemhed, selvbevidsthed, og forfængelighed. Visen munder ud i flg. uvelmente rÃ¥d:  

          Gak aldrig dermed!
     Men giør dig en fluesmek deraf vel breed,
     Og naar du i Kroeret har drucket dit Øl,
     Tag Vand i Calotten, og Halsen i skiøll
     Og om du om Natten behøver en Pot,
          da brug din Calot.

  K. lod sig tirre til at give igen med endnu grovere vers, der ikke undså sig for tidens mest rå skældsord. Men Slangerup-tiden blev også brugt til at skrive hyldest- og lejlighedsdigte til samtidens mægtigste, heriblandt kongen, og til at skabe den husandagtssalmebog, som lagde grunden til K.’s berømmelse som sin tids største kirkelige digter.

1677 blev K. udnævnt til biskop for Fyns stift. 1679 blev han ophøjet i adels­standen. 1681 udgav han 2. del af husandagtssangbogen og Ã¥ret efter kongeligt udnævnt til doktor i teologi. Han var udpeget til, sammen med Sjællands højeste gejstlige at udforme Kirke-Ritualet 1685; men allerede 1683 var han blevet betroet at redigere en ny salmebog til afløsning af Thomissøns, der havde været brugt i mere end hundrede Ã¥r. Han passede nidkært bispeembedets forskelligartede gøremÃ¥l – kørte og sejlede pÃ¥ visitats, krævede kirkeejere til ansvar for kirkernes vedligeholdelse, betalte af egne midler 24 latinskoledrenges daglige gangtøj, indrettede undervisning i sang og musik og reorganiserede GrÃ¥brødre hospitals økonomi, sÃ¥ flere syge og gamle kunne forsørges. 1694 ~ Birgitte Balslev, der som enke havde overtaget herregÃ¥rden FraugdegÃ¥rd. De blev nært knyttede, hun fulgte ham pÃ¥ visitatsrejserne og forsvarede hans eftermæle mod anklager om slet regnskabsførelse. Hun sad hos ham, da han udtalte sine sidste ord: „Herre Gud, i morgen fÃ¥r vi en dejlig mu­sik at høre“. Efter flere Ã¥rs tiltagende sygdom døde K. søndag 14. okt. 1703 „ret som det ringede sammen til højmesse“.

K.’s egentlige kirkelige digtning indledtes med udgivelsen af Thomas Kingos Aandelige Siunge-Koors første Part 1674. Her var en morgen- og en aftensalme til hver ugedag – heriblandt „Rind nu op i Jesu Naun“, „Vaag op og slae paa dine Strenge“, „Dend klare Sool gaar ned“ – og fra genudgivelsen i 1677 var tre af dagene forsynet med et „Hierte-Suk“, en kort rimet bøn til hver morgen- og aftensang. Fra 1684 var der ‘sukke’ til alle salmerne. Digtenes teologiske skema er ortodoksiens faste: syndserkendelse, bod og derefter bedring i kraft af Kristi gerning og evangeliet. Men formen er appellerende.
Salmen skal gøre indtryk og fremkalde en virkning hos den der synger. Dette individuelle sigte kom endnu klarere til udtryk i Thomas Kingos Aandelige Siunge-koors Anden Part, eller Siælens opvækkelse til Allehaande Andagter i Allehaande tilfælde. Alting til Guds Ære 1681. Som titlen siger, var her sange over forskellige livssituationer, både konkrete – bordvers, til rejsebrug, som forberedelse til altergang – og mere almene opbyggelsesdigte, heriblandt „Far, Verden, far vel“ og „Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe“. K.’s Sjungekor havde et sigte ud over den praktiske andagt. Disse sange skulle manifestere en selvstændig dansk, kirkelig digtning. Sprogligt og poetisk lagde K. bevidst afstand til især de importerede tyske salmer „Thi de danskis Aand er dog ikke saa Fattig og forknyt, at den jo kand stige ligesaa høyt mod Himmelen som an­dris, alligevel at den ikke bliver ført paa Fremmede og udlændiske Vinger.“ Ganske pudsigt, at Sjungekoret, ud over talrige danske oplag, også blev oversat til islandsk, svensk og tysk! Grundtvig sammenlignede siden K. med Shakespeare: „Konst­dommerne maa gjærne le ad mig, jeg bekjender dog, at jeg har spurgt, om det ikke var gamle William selv, der havde ladet sig døbe og sang…“ Med denne sammenligning var Grundvig nærmere en indsigt i K’s forfatterskab, end nogen siden er nået ind til.

Det, som skulle have været højdepunktet af K.’s karriere, blev hans største nederlag: Danmarks og Norges Kirkers forordnede Psalme-bog. Vinter-Parten 1689, der nÃ¥ede gennem trykken og kongens godkendelse (25. jan. 1690), kun for alligevel at blive kasseret med et pennestrøg og uden nærmere forklaring (22. feb). K. havde lagt et halvt kirkeÃ¥rs salmer fast i form af en halv salmebog – den sÃ¥kaldte Vinter-Part, fra advent til efter pÃ¥ske. PÃ¥ 700 sider stod 267 salmer, heraf 136 af K. selv. Alle K.’s egne salmer var trykt i versform – hans samtidige digterkollegers pÃ¥ samme mÃ¥de, men med lidt mindre typer – alle de øvrige, heriblandt Luthers, var trykt som prosa. Hvis den planlagte sommerpart skulle have været af samme omfang og indhold, hvilket alt tydede pÃ¥, er projektets slagside temmelig indlysende. K. havde satset stort, ogsÃ¥ økonomisk. Han havde investeret i et helt bogtrykkeri, ansat medarbejdere, og i den mÃ¥ned, bogen havde kgl. privilegium, nÃ¥ede man at trykke og indbinde mange. Meget tyder pÃ¥, at salmebogens fald skyldes en hofintrige, der gik ud pÃ¥ at ramme kongens sekretær, Luxdorph, og mÃ¥ske ogsÃ¥ K. med antydninger om forsøg pÃ¥ at føre kongen bag lyset i henseende til K.’s indtægter af salmebogen. Da kongen blev klar over, at i hvert fald K. var uden skyld, var det for sent. Enevælden kunne ikke tabe ansigt ved at indrømme mangel pÃ¥ døm­mekraft. Personligt blev K. taget til nÃ¥de med en forfremmelse – han fik rang af justitsrÃ¥d (4. marts!) – men salmebogen var tabt.

Den salmebog, der kom ud af den slidsomme proces efter Vinterpartens undergang, blev ikke den bog, K. havde tænkt sig. Men Den Forordnede Ny Kirke-Psalme-Bog 1699, kom alligevel til at rumme 86 salmer af K. som dermed blev bogens største bidragyder. Han fik privilegium pÃ¥ trykningen af bÃ¥de salme- og melodibog, og salmebogen gik under hans navn ind i den danske kirkes gudstjeneste- og menighedssang med en gennemslagskraft, der fortsat inspirerer.

A 46, 71, 85, 90, 91, 92, 113, 124, 126, 128, 137, 139, 141, 144, 149, 152, 166, 170, 176, 180, 181, 183, 184, 185, 186, 187, 191, 205, 208, 225, 226, 227, 232, 244, 270, 281, 300, 342, 357, 378, 393, 418, 427, 442, 465, 468, 472, 485, 490, 491, 598, 599, 600, 614, 615, 617, 624, 643, 644, 683, 684, 685, 686, 687, 708, 719, 739, 740, 741, 742, 743, 744, 745, 760, 761, 762, 763, 764, 765, 766, 767, 782