00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Justus Falckner
Hans Adolph Brorson

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Biografi


Brorson, Hans Adolph



f. 20. juni 1694 i Randerup Præstegård, Vestslesvig. F: sognepræst Broder Brodersen, M: Catharina Margrethe Clausen. B. var af præsteslægt på både sin fars og sin mors side, og dermed var hans og hans to ældre brødres karrierehorisont af­stukket. Faderen døde 1704, og moderen giftede sig med familiens tidligere huslærer, Oluf Holbek, efter at denne havde over­taget sognekaldet. B. og hans brødre blev sendt på Ribe Katedralskole, hvorfra B. blev student 1710, og sluttede sig til brødrene der allerede læste teologi i Kbh. En sygdomsperiode tvang ham til at afbryde studierne; 1715-21 opholdt han sig hos familien i Sønderjylland, de sidste fire år som huslærer hos amtsforvalteren i Løgumkloster.  

Under opholdet i det sønderjyske blev Brorson afgørende præget af pietismen, formodentlig både hos sin ældre bror, Nicolai, der var blevet sognepræst i Bedsted, øst for Løgumkloster, siden i selve klosterbyen, og tilskyndet heraf genoptog han sine studier, rejste i september 1721 til København og bestod teologisk embedseksamen 6. oktober. Han var da allerede kaldet til sognepræst i fødesognet, og blev ordineret i Ribe Domkirke 6. april 1722.

 B. var sognepræst i Randerup 1722-29. Det første år giftede han sig med sin 16 år gamle kusine, Cathrine Stenbek Clausen, med hvem han fik 13 børn, hvoraf 7 døde og en søn blev lam og sindsforvirret, og livet igennem holdtes hjemme i et låst kammer.

3. okt. 1729 stadfæstede kongen Brorsons kaldelse til „dansk og tredjepræst“ i Tønder. Her kom han til at arbejde direkte under den tyske provst Johann Hermann Schrader, som var udnævnt året før. Den dansksprogede gudstjeneste holdtes kl. 5.30, og bønderne fra Tønders opland udeblev ofte. Schrader lod da (1730) en bygning opføre i landsbyen Emmerske, efter pietistiske idealer – med skolestue for børnene og bedesal for de voksne. Her fik Bror­son sit virke.

1731 udgav Schrader i Tønder en stor tysksproget pietistisk salmebog. Brorson greb ideen, og allerede året efter udgav han selv et lille hefte med julesalmer: Nogle Jule-Psalmer / GUD til Ære Og Christne-Siæle / i sær sin elskelige Meenighed til Opmuntring Til den forestaaende Glædelige Jule-Fest Eenfoldig og i Hast sammenskrevne Af H. A. B. Tundern … 1732. De følgende år udkom yderligere 11 hefter med salmer til kirkeårets øvrige højtider og temaer, alle trykt i Tønder. I 1739 samlede B. salmerne fra Tønderhefterne til husandagtssangbogen Troens Rare Klenodie, der kom til at opleve talrige genoptryk, og fornyet brug i 19. årh.s gudelige forsamlinger og vækkelsesbevægelser, samt langs den jyske vestkyst. 92 af Klenodie-salmerne blev tillige optaget i Pontoppidans­  salmebog 1740, og prægede dermed fra begyndelsen den officielle kirkelige salmesang.

1737 efterfulgte B. sin ældre broder som stiftsprovst i Ribe, og 6. aug. 1741 blev han bispeviet. Hans hustru var død i juni s.å. og efter at sørgeåret var til ende, giftede han sig 29. jun. 1742 m. Johanne Christine Riese, med hvem han fik 3 børn. Brorson var en søgt prædikant og visiterede hyppigt i det vidtstrakte stift. Trods det, at han havde måttet overtage forgængerens gæld til embedet, nåede han også administrativt synlige resultater. I hundredåret for enevælden kreeredes B. til teologisk doktor. Som kvittering skrev han en af­handling på latin: De Vexillo Ecclesiæ – ‘Om Kirkens Banner’ – en udlægning af 2 Mos 17,15, der ser Kristus som Kirkens sejrsfane forudsagt i Det gamle Testamente. Afhandlingen er et opgør med Oplysningstidens begyndende rationalisme. Der eksisterer flere vidnesbyrd om Brorsons personlige fromhed og sociale godgørenhed. Hans sidste leveår var plaget af sygdom og tungsind. B. døde 3. jun. 1764 i Ribe bispegård.

Efter Brorsons død fandt man 70 salmer og åndelige sange, skrevet i hans seneste leveår som personlige trøstedigte til egen opbyggelse. Disse digte blev udgivet 1765 under titlen Doct. Hans Adolph Brorsons fordum Biskop over Riber Stift Svane-Sang. Vækkelserne i 1800-tallet genfandt Brorsons salmer, og en samlet udgave af Klenodiet og Svane-sangene oplevede talrige genoptryk under navnet ‘Brorsons Salmebog’.

A  15, 16, 45, 59, 75, 82, 93, 109, 122, 123, 125, 127, 135, 229, 242, 253, 347, 358, 386, 389, 469, 492, 512, 514, 515, 535, 557, 558, 559, 570, 571, 572, 578, 589, 590, 591, 605, 618, 620, 621, 622, 629, 630, 631, 632, 648, 649, 650, 651, 671, 688, 689, 690, 691, 714, 715

B  5, 6, 19, 23, 34, 39, 43, 61, 76, 86, 97, 159, 165, 175, 190, 207, 228, 255, 256, 271, 272, 295, 313, 315, 377, 452, 462, 506, 507, 508, 509, 510, 511, 530, 533, 576, 577, 579, 583, 592, 593, 601, 602, 603, 604, 606, 616, 619, 625, 627, 628, 645, 646, 647, 661, 665, 666, 668, 669, 682  


Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Kristenlivet - Forsagelse og kamp

625

Op, I kristne, ruster eder
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Joachim Neander 1680
Tysk visemelodi omkring 1800

1

Op, I kristne, ruster eder!
Kristi lemmer, ud på vagt!
Satan sig til strid bereder
og vil bruge al sin magt.
Op, enhver!
Drager sværd!
Fjenden trodser Herrens hær.

2

Følger eders fyrste efter,
stoler på hans stærke arm!
Satan bruger alle kræfter,
fører hid sin hele svarm,1
for os går,
med os står
den, som alle ting formår.

3

Kristi blodbestænkte fane
fører frisk i striden ind,
og den daglig kæmpevane
giver kraft i sjæl og sind;
hvert et sår
gør dig hård,
at du altid sejren får.

4

Dette haver sandt befundet
alle helgens kække mod,
som har kæmpet og har vundet,
styrkede i Lammets blod;
skulle vi
da gå fri,
alle kristnes kamp forbi?

5

Mangen vel har trang i livet
og dog ingen frihed får;
hvo sig Gud ej helt har givet,
stille hen i angest går.
Kød og blod
under fod!
så får kæmpen lyst og mod.

6

Op, ved Jesu blod at vinde!
Sejren bliver vis og stor.
For vor pande vil vi binde
vidnesbyrdets faste ord;
lad det gå,
som det må,
ordet evig skal bestå!

7

Er vort liv i Gud forborgen,2
synes det som visnet hen,
på den sidste blide morgen
skal det klare op igen;
strid og sår
da forgår,
sejren aldrig ende får.

8

Da skal Kristi hær optræde,
for hans trone stille sig,
bære livets krans og klæde
med så stort et sejersskrig;
tænk engang,
hvilken sang,
himmelsød og eviglang!

Justus Falckner 1695.
Hans Adolph Brorson 1735.

1 sværm

2 skjult