00.00 / 00.00

Se andre salmer | |||
![]() | Salmer med samme melodi(er) | ||
![]() | Salmer af samme forfatter(e) | ||
Læs noter | |||
![]() | Noter til salmeteksterne | ||
Læs om forfatterne | |||
![]() | Thomas Hansen Kingo | ||
Biografi
Kingo, Thomas Hansen
f. 15. dec. 1634 i Kongensgade i Slangerup, Nordsjælland. F: linned- og damaskvæver Hans Thomesen K. (som sammen m. sin far, tapetvæver Thomas K. var indvandret fra Skotland). M: Karen Sørensdatter. I K’s gravskrift over faderen, lader sønnen ham udtale: „… Med Æren tiente ieg mit Brød / dend kruned baade Liv og Død / og vaar mit dyre Smykke / ieg aatte [ejede] ikke verdens Guld / nu eyer ieg saa megen Muld / som denne Steen kand Trykke / Min Rigdom vaar et ærligt Naun / et ævigt Liv i Himmel – Staun / det har ieg alt i eye …“ K. kom i latinskole i Slangerup og siden i den lidt større i Frederiksborg, hvor han fik kost og logi hos skolens rektor A.K. Bartholin. Efter Chr. IV’s udtrykkelige påbud skulle netop Frederiksborg latinskole særlig øve disciplene i sang og musik, og slottets nærhed gav stedet en vis prestige. 1654 forlod K. skolen med „berømmeligt testimonium“, og i maj blev han indskrevet ved univ. i Kbh. som dog lukkede p.g.a. pest mindre end en måned efter. Først fra 1655, hvor han fik bolig på Regensen, kunne K. begynde det teol. studium, som tog ham tre år. 1658 blev han huslærer først hos forvalteren på Frederiksborg, senere på Vedbygård, hvor han forhindrede en svensk soldat i at stjæle en af gårdens heste og til gengæld fik et skud gennem kinden. Da Sæbygård kom under samme forpagter blev K. også kendt med forholdene der, og hans rimekunst resulterede i skæmtedigtet „Sæbye-gaards KoeKlage“ (over avlstyrens død)!
1661 blev K. personel kapellan hos sognepr. Peder Jakobsen Worm i Kirke-Helsinge, som levede i 2. ægteskab med den langt yngre, norskfødte Sille Lambertsdatter Balchenborg. Hende digtede K. sin berømte kærlighedssang „Chrysilis du, mit Verdens Guld“ til. I 1663 prædikede K. for kongen, og fik ikke længe efter ventebrev på Slangerup sognekald. Men både sognepræsten dér og Peder Worm døde med en måneds mellemrum i 1668, og K. kunne nu næsten frit vælge mellem de to embeder. Problemet var enkerne. Valgte han det bedste embede, Slangerup, fulgte enken med; han ville næppe have råd til at betale hende af gennem det ‘nådsensår’ hun havde ret til at blive boende. Men K. ville have både det gode embede i Slangerup og Fru Sille i Kirke-Helsinge; det lykkedes først efter en retslig tvist med Slangerup-enken om pensionen. 1669 tog K. magistergraden og blev ~ til Sille Balchenborg, der medbragte tre mindreårige døtre; men allerede året efter døde hun, og K. måtte i hast (1671) ~ den 16 år ældre Johanne Lauridsdatter Lund, formodentlig mest for husførelsens skyld. Hun døde 1694. I mellemtiden var K.’s halv stedsøn, Jakob Worm, blevet rektor for den lille latinskole i Slangerup, og havde derved fået K. som sin direkte foresatte. Deres private modsætningsforhold udviklede sig til en offentlig fejde på vers, hvor Worm med grov satire skød til måls efter den kalot, K. som købstadspræst havde ret til at bære, men som i smæderimene blev til et symbol på alle K.’s svageste sider: fornemhed, selvbevidsthed, og forfængelighed. Visen munder ud i flg. uvelmente råd:
Gak aldrig dermed!
Men giør dig en fluesmek deraf vel breed,
Og naar du i Kroeret har drucket dit Øl,
Tag Vand i Calotten, og Halsen i skiøll
Og om du om Natten behøver en Pot,
da brug din Calot.
K. lod sig tirre til at give igen med endnu grovere vers, der ikke undså sig for tidens mest rå skældsord. Men Slangerup-tiden blev også brugt til at skrive hyldest- og lejlighedsdigte til samtidens mægtigste, heriblandt kongen, og til at skabe den husandagtssalmebog, som lagde grunden til K.’s berømmelse som sin tids største kirkelige digter.
1677 blev K. udnævnt til biskop for Fyns stift. 1679 blev han ophøjet i adelsstanden. 1681 udgav han 2. del af husandagtssangbogen og året efter kongeligt udnævnt til doktor i teologi. Han var udpeget til, sammen med Sjællands højeste gejstlige at udforme Kirke-Ritualet 1685; men allerede 1683 var han blevet betroet at redigere en ny salmebog til afløsning af Thomissøns, der havde været brugt i mere end hundrede år. Han passede nidkært bispeembedets forskelligartede gøremål – kørte og sejlede på visitats, krævede kirkeejere til ansvar for kirkernes vedligeholdelse, betalte af egne midler 24 latinskoledrenges daglige gangtøj, indrettede undervisning i sang og musik og reorganiserede Gråbrødre hospitals økonomi, så flere syge og gamle kunne forsørges. 1694 ~ Birgitte Balslev, der som enke havde overtaget herregården Fraugdegård. De blev nært knyttede, hun fulgte ham på visitatsrejserne og forsvarede hans eftermæle mod anklager om slet regnskabsførelse. Hun sad hos ham, da han udtalte sine sidste ord: „Herre Gud, i morgen får vi en dejlig musik at høre“. Efter flere års tiltagende sygdom døde K. søndag 14. okt. 1703 „ret som det ringede sammen til højmesse“.
K.’s egentlige kirkelige digtning indledtes med udgivelsen af Thomas Kingos Aandelige Siunge-Koors første Part 1674. Her var en morgen- og en aftensalme til hver ugedag – heriblandt „Rind nu op i Jesu Naun“, „Vaag op og slae paa dine Strenge“, „Dend klare Sool gaar ned“ – og fra genudgivelsen i 1677 var tre af dagene forsynet med et „Hierte-Suk“, en kort rimet bøn til hver morgen- og aftensang. Fra 1684 var der ‘sukke’ til alle salmerne. Digtenes teologiske skema er ortodoksiens faste: syndserkendelse, bod og derefter bedring i kraft af Kristi gerning og evangeliet. Men formen er appellerende.
Salmen skal gøre indtryk og fremkalde en virkning hos den der synger. Dette individuelle sigte kom endnu klarere til udtryk i Thomas Kingos Aandelige Siunge-koors Anden Part, eller Siælens opvækkelse til Allehaande Andagter i Allehaande tilfælde. Alting til Guds Ære 1681. Som titlen siger, var her sange over forskellige livssituationer, både konkrete – bordvers, til rejsebrug, som forberedelse til altergang – og mere almene opbyggelsesdigte, heriblandt „Far, Verden, far vel“ og „Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe“. K.’s Sjungekor havde et sigte ud over den praktiske andagt. Disse sange skulle manifestere en selvstændig dansk, kirkelig digtning. Sprogligt og poetisk lagde K. bevidst afstand til især de importerede tyske salmer „Thi de danskis Aand er dog ikke saa Fattig og forknyt, at den jo kand stige ligesaa høyt mod Himmelen som andris, alligevel at den ikke bliver ført paa Fremmede og udlændiske Vinger.“ Ganske pudsigt, at Sjungekoret, ud over talrige danske oplag, også blev oversat til islandsk, svensk og tysk! Grundtvig sammenlignede siden K. med Shakespeare: „Konstdommerne maa gjærne le ad mig, jeg bekjender dog, at jeg har spurgt, om det ikke var gamle William selv, der havde ladet sig døbe og sang…“ Med denne sammenligning var Grundvig nærmere en indsigt i K’s forfatterskab, end nogen siden er nået ind til.
Det, som skulle have været højdepunktet af K.’s karriere, blev hans største nederlag: Danmarks og Norges Kirkers forordnede Psalme-bog. Vinter-Parten 1689, der nåede gennem trykken og kongens godkendelse (25. jan. 1690), kun for alligevel at blive kasseret med et pennestrøg og uden nærmere forklaring (22. feb). K. havde lagt et halvt kirkeårs salmer fast i form af en halv salmebog – den såkaldte Vinter-Part, fra advent til efter påske. På 700 sider stod 267 salmer, heraf 136 af K. selv. Alle K.’s egne salmer var trykt i versform – hans samtidige digterkollegers på samme måde, men med lidt mindre typer – alle de øvrige, heriblandt Luthers, var trykt som prosa. Hvis den planlagte sommerpart skulle have været af samme omfang og indhold, hvilket alt tydede på, er projektets slagside temmelig indlysende. K. havde satset stort, også økonomisk. Han havde investeret i et helt bogtrykkeri, ansat medarbejdere, og i den måned, bogen havde kgl. privilegium, nåede man at trykke og indbinde mange. Meget tyder på, at salmebogens fald skyldes en hofintrige, der gik ud på at ramme kongens sekretær, Luxdorph, og måske også K. med antydninger om forsøg på at føre kongen bag lyset i henseende til K.’s indtægter af salmebogen. Da kongen blev klar over, at i hvert fald K. var uden skyld, var det for sent. Enevælden kunne ikke tabe ansigt ved at indrømme mangel på dømmekraft. Personligt blev K. taget til nåde med en forfremmelse – han fik rang af justitsråd (4. marts!) – men salmebogen var tabt.
Den salmebog, der kom ud af den slidsomme proces efter Vinterpartens undergang, blev ikke den bog, K. havde tænkt sig. Men Den Forordnede Ny Kirke-Psalme-Bog 1699, kom alligevel til at rumme 86 salmer af K. som dermed blev bogens største bidragyder. Han fik privilegium på trykningen af både salme- og melodibog, og salmebogen gik under hans navn ind i den danske kirkes gudstjeneste- og menighedssang med en gennemslagskraft, der fortsat inspirerer.
A 46, 71, 85, 90, 91, 92, 113, 124, 126, 128, 137, 139, 141, 144, 149, 152, 166, 170, 176, 180, 181, 183, 184, 185, 186, 187, 191, 205, 208, 225, 226, 227, 232, 244, 270, 281, 300, 342, 357, 378, 393, 418, 427, 442, 465, 468, 472, 485, 490, 491, 598, 599, 600, 614, 615, 617, 624, 643, 644, 683, 684, 685, 686, 687, 708, 719, 739, 740, 741, 742, 743, 744, 745, 760, 761, 762, 763, 764, 765, 766, 767, 782
Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003
Kristenlivet - Forsagelse og kamp
615
Far, verden, far vel (Oprindelig tekstform)
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Dansk visemelodi 17. årh / Kingo 1681
Mel.: Dansk visemelodi 17. årh / Kingo 1681
1
Far, verden, far vel!
Jeg kedes nu længer at være din træl,
de byrder, som du mig har byltet oppå,
dem hvister1 jeg fra mig og vil dem forsmå,
jeg river mig løs, og jeg kedes nu ved
forfængelighed,
forfængelighed.
Jeg kedes nu længer at være din træl,
de byrder, som du mig har byltet oppå,
dem hvister1 jeg fra mig og vil dem forsmå,
jeg river mig løs, og jeg kedes nu ved
forfængelighed,
forfængelighed.
2
Hvad er det dog alt,
som verden opsminker med favr gestalt?
Det er jo kun skygger og skinnende glar,
det er jo kun bobler og skrattende kar,
det er jo kun iseskrog,2 skarn og fortræd,
forfængelighed,
forfængelighed.
som verden opsminker med favr gestalt?
Det er jo kun skygger og skinnende glar,
det er jo kun bobler og skrattende kar,
det er jo kun iseskrog,2 skarn og fortræd,
forfængelighed,
forfængelighed.
3
Hvad er mine år,
som smugende3 svinder og snigende går?
Hvad er min bekymring? mit tankefuld sind?
min sorrig? min glæde? mit hovedes spind?
Hvad er mit arbejde? min møje? min sved?
Forfængelighed,
forfængelighed.
som smugende3 svinder og snigende går?
Hvad er min bekymring? mit tankefuld sind?
min sorrig? min glæde? mit hovedes spind?
Hvad er mit arbejde? min møje? min sved?
Forfængelighed,
forfængelighed.
4
O rigdom og guld,
du jorderigs afgud i skinnende muld!
Du er dog af verdens bedragelig ting,
som vokser, aftager og veksles omkring,
du er dog, i højeste mærke og med,4
forfængelighed,
forfængelighed.
du jorderigs afgud i skinnende muld!
Du er dog af verdens bedragelig ting,
som vokser, aftager og veksles omkring,
du er dog, i højeste mærke og med,4
forfængelighed,
forfængelighed.
5
Ak, ære, hvad er,
hvad er dine kroner og kranse, du bær?
Misundelse sidder dig altid på ryg,
du hemmelig stødes og sjælden er tryg,
du ofte dér snubler, hvor andre de gled:
forfængelighed,
forfængelighed!
hvad er dine kroner og kranse, du bær?
Misundelse sidder dig altid på ryg,
du hemmelig stødes og sjælden er tryg,
du ofte dér snubler, hvor andre de gled:
forfængelighed,
forfængelighed!
6
Ak, yndest og gunst,
du hastig opstegne og faldende dunst,
du kunstigt opblæste og hvegende5 vind,
som tusind har øjne og dog løber blind,
hvad er du, når man dig ved solen har set?
Forfængelighed,
forfængelighed.
du hastig opstegne og faldende dunst,
du kunstigt opblæste og hvegende5 vind,
som tusind har øjne og dog løber blind,
hvad er du, når man dig ved solen har set?
Forfængelighed,
forfængelighed.
7
Ak, venskab og tro,
som alt efter lykken véd fløjen6 at sno!
Du smukke bedrager, du heldige skalk,
som skuffer så tit i bedrøvelsens kalk,
du er, som og jeg af forfarenhed7 ved,
forfængelighed,
forfængelighed.
som alt efter lykken véd fløjen6 at sno!
Du smukke bedrager, du heldige skalk,
som skuffer så tit i bedrøvelsens kalk,
du er, som og jeg af forfarenhed7 ved,
forfængelighed,
forfængelighed.
8
Ak, kødelig lyst,
som mangen med dødelig læber har kyst,
dit fængende tønder, din flyvende gnist,
har mangen i evige luer henhvist,8
din skål synes honning, men drikken er led,
forfængelighed, slynget hen
forfængelighed.
som mangen med dødelig læber har kyst,
dit fængende tønder, din flyvende gnist,
har mangen i evige luer henhvist,8
din skål synes honning, men drikken er led,
forfængelighed, slynget hen
forfængelighed.
9
Så far da, far vel!
Du skal nu ej længer bedrage min sjæl,
bedragelig verden, jeg takker dig af
og sænker dig ned i forglemmelsens grav,
jeg længes at bøde9 min sorrig og nød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
Du skal nu ej længer bedrage min sjæl,
bedragelig verden, jeg takker dig af
og sænker dig ned i forglemmelsens grav,
jeg længes at bøde9 min sorrig og nød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
10
Der skal mine år
begyndes i evigheds dejlige vår,
der skal ikke dagen ved solen opgry,
ej månen tilmåle mig næde og ny,
men Jesus er solen, hvis stråler er strø'd
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
begyndes i evigheds dejlige vår,
der skal ikke dagen ved solen opgry,
ej månen tilmåle mig næde og ny,
men Jesus er solen, hvis stråler er strø'd
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
11
Min rigdom og guld
skal være af idel bestandighed fuld,
den skal ikke tyven bestjæle mig da,
den skal ej spidsfindighed sjakre mig fra,
min rigdom er fri for al jorderigs stød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
skal være af idel bestandighed fuld,
den skal ikke tyven bestjæle mig da,
den skal ej spidsfindighed sjakre mig fra,
min rigdom er fri for al jorderigs stød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
12
Jeg ære skal få
fra tronen, min Jesus han sidder oppå;
mig kronen skal gives med herlighed fyldt,
med blodet af Lammet alt over forgyldt,
den får jeg, om Satan end selv det fortrød,10
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
fra tronen, min Jesus han sidder oppå;
mig kronen skal gives med herlighed fyldt,
med blodet af Lammet alt over forgyldt,
den får jeg, om Satan end selv det fortrød,10
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
13
Med yndest jeg skal
fremskinne blandt englenes hellige tal,
misundeligt øje mig ikke skal se,
Guds ansigt mig altid i øjne skal le,
der skal jeg bespotte den avindsyg11 død
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
fremskinne blandt englenes hellige tal,
misundeligt øje mig ikke skal se,
Guds ansigt mig altid i øjne skal le,
der skal jeg bespotte den avindsyg11 død
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
14
Der har jeg en ven,
min Jesus, som elsker og elskes igen,
mit øje dér ser ham, sådan som han er,
han kærligheds Himmel-blus stedse frembær',
ved Ånden står kærlighed evig i glød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
min Jesus, som elsker og elskes igen,
mit øje dér ser ham, sådan som han er,
han kærligheds Himmel-blus stedse frembær',
ved Ånden står kærlighed evig i glød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
15
Min lyst og min fryd
forfriskes ved engle-basuner og lyd.
Men Gud er al lysten for mig og for dem:
Far op da, min sjæl, og al verden forglem!
Men glem ej, at lysten er evig og sød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød!
forfriskes ved engle-basuner og lyd.
Men Gud er al lysten for mig og for dem:
Far op da, min sjæl, og al verden forglem!
Men glem ej, at lysten er evig og sød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød!
Thomas Kingo 1681.
1 slynger
2 skør is
3 i smug
4 mål
5 vajende, viftende
6 vindfløj, vejrhane
7 erfaring
8 slynget hen
9 råde bod på
10 ærgrede
11 misundelig død