HØR melodien

Se salmens tekst:
583. Falder på dig modgangs h...
Vælg melodi:
 Johann Georg Ebeling 1667
Orgel, flerstemmigt Piano, flerstemmigt Piano, enstemmigt 00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Johann Olearius
Hans Adolph Brorson

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Biografi


Brorson, Hans Adolph



f. 20. juni 1694 i Randerup Præstegård, Vestslesvig. F: sognepræst Broder Brodersen, M: Catharina Margrethe Clausen. B. var af præsteslægt på både sin fars og sin mors side, og dermed var hans og hans to ældre brødres karrierehorisont af­stukket. Faderen døde 1704, og moderen giftede sig med familiens tidligere huslærer, Oluf Holbek, efter at denne havde over­taget sognekaldet. B. og hans brødre blev sendt på Ribe Katedralskole, hvorfra B. blev student 1710, og sluttede sig til brødrene der allerede læste teologi i Kbh. En sygdomsperiode tvang ham til at afbryde studierne; 1715-21 opholdt han sig hos familien i Sønderjylland, de sidste fire år som huslærer hos amtsforvalteren i Løgumkloster.  

Under opholdet i det sønderjyske blev Brorson afgørende præget af pietismen, formodentlig både hos sin ældre bror, Nicolai, der var blevet sognepræst i Bedsted, øst for Løgumkloster, siden i selve klosterbyen, og tilskyndet heraf genoptog han sine studier, rejste i september 1721 til København og bestod teologisk embedseksamen 6. oktober. Han var da allerede kaldet til sognepræst i fødesognet, og blev ordineret i Ribe Domkirke 6. april 1722.

 B. var sognepræst i Randerup 1722-29. Det første år giftede han sig med sin 16 år gamle kusine, Cathrine Stenbek Clausen, med hvem han fik 13 børn, hvoraf 7 døde og en søn blev lam og sindsforvirret, og livet igennem holdtes hjemme i et låst kammer.

3. okt. 1729 stadfæstede kongen Brorsons kaldelse til „dansk og tredjepræst“ i Tønder. Her kom han til at arbejde direkte under den tyske provst Johann Hermann Schrader, som var udnævnt året før. Den dansksprogede gudstjeneste holdtes kl. 5.30, og bønderne fra Tønders opland udeblev ofte. Schrader lod da (1730) en bygning opføre i landsbyen Emmerske, efter pietistiske idealer – med skolestue for børnene og bedesal for de voksne. Her fik Bror­son sit virke.

1731 udgav Schrader i Tønder en stor tysksproget pietistisk salmebog. Brorson greb ideen, og allerede året efter udgav han selv et lille hefte med julesalmer: Nogle Jule-Psalmer / GUD til Ære Og Christne-Siæle / i sær sin elskelige Meenighed til Opmuntring Til den forestaaende Glædelige Jule-Fest Eenfoldig og i Hast sammenskrevne Af H. A. B. Tundern … 1732. De følgende år udkom yderligere 11 hefter med salmer til kirkeårets øvrige højtider og temaer, alle trykt i Tønder. I 1739 samlede B. salmerne fra Tønderhefterne til husandagtssangbogen Troens Rare Klenodie, der kom til at opleve talrige genoptryk, og fornyet brug i 19. årh.s gudelige forsamlinger og vækkelsesbevægelser, samt langs den jyske vestkyst. 92 af Klenodie-salmerne blev tillige optaget i Pontoppidans­  salmebog 1740, og prægede dermed fra begyndelsen den officielle kirkelige salmesang.

1737 efterfulgte B. sin ældre broder som stiftsprovst i Ribe, og 6. aug. 1741 blev han bispeviet. Hans hustru var død i juni s.å. og efter at sørgeåret var til ende, giftede han sig 29. jun. 1742 m. Johanne Christine Riese, med hvem han fik 3 børn. Brorson var en søgt prædikant og visiterede hyppigt i det vidtstrakte stift. Trods det, at han havde måttet overtage forgængerens gæld til embedet, nåede han også administrativt synlige resultater. I hundredåret for enevælden kreeredes B. til teologisk doktor. Som kvittering skrev han en af­handling på latin: De Vexillo Ecclesiæ – ‘Om Kirkens Banner’ – en udlægning af 2 Mos 17,15, der ser Kristus som Kirkens sejrsfane forudsagt i Det gamle Testamente. Afhandlingen er et opgør med Oplysningstidens begyndende rationalisme. Der eksisterer flere vidnesbyrd om Brorsons personlige fromhed og sociale godgørenhed. Hans sidste leveår var plaget af sygdom og tungsind. B. døde 3. jun. 1764 i Ribe bispegård.

Efter Brorsons død fandt man 70 salmer og åndelige sange, skrevet i hans seneste leveår som personlige trøstedigte til egen opbyggelse. Disse digte blev udgivet 1765 under titlen Doct. Hans Adolph Brorsons fordum Biskop over Riber Stift Svane-Sang. Vækkelserne i 1800-tallet genfandt Brorsons salmer, og en samlet udgave af Klenodiet og Svane-sangene oplevede talrige genoptryk under navnet ‘Brorsons Salmebog’.

A  15, 16, 45, 59, 75, 82, 93, 109, 122, 123, 125, 127, 135, 229, 242, 253, 347, 358, 386, 389, 469, 492, 512, 514, 515, 535, 557, 558, 559, 570, 571, 572, 578, 589, 590, 591, 605, 618, 620, 621, 622, 629, 630, 631, 632, 648, 649, 650, 651, 671, 688, 689, 690, 691, 714, 715

B  5, 6, 19, 23, 34, 39, 43, 61, 76, 86, 97, 159, 165, 175, 190, 207, 228, 255, 256, 271, 272, 295, 313, 315, 377, 452, 462, 506, 507, 508, 509, 510, 511, 530, 533, 576, 577, 579, 583, 592, 593, 601, 602, 603, 604, 606, 616, 619, 625, 627, 628, 645, 646, 647, 661, 665, 666, 668, 669, 682  


Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Kristenlivet - Bøn

583

Falder på dig modgangs hede
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Helligånd, de frommes glæde

1

Falder på dig modgangs hede,
nød og jammer, spe og spot,
o, da må du flittig bede,
bønnen er for alting godt.
Midt igennem korsets ve
kan du da i ordet se,
hvordan Jesu milde hjerte
ser og føler al din smerte.

2

Ingen bliver dog til skamme,
som forlader sig på Gud;
lad kun, hvad der vil, dig ramme,
bed og tro, og hold kun ud!
Synes det, han ser dig ej,
o, han kender al din vej,
al din brøst du ham skal klage
og i ingen nød forsage.

3

Bede, banke, råbe, græde
er de kristnes største kunst,
trøstig frem for Gud at træde,
finde frelse, trøst og gunst.
Hvo kun tror vor Herre vel,
ret af hjerte, sind og sjæl,
han skal altid redning finde,
intet kan ham overvinde.

4

Lær vor Herres vej og måden,
som han fører sine på,
han vil styrke dem i nåden,
når han synes tungt at slå.
Lever dog vor Gud endnu,
tier han, så tal kun du,
storm med magt til Himlens volde!
Gud kan intet dig forholde.

5

Gud ske lov for al hans nåde,
som mig giver sådan magt,
at jeg skal i ingen våde
gå bedrøvet og forsagt.
Derfor vil jeg daglig på
Herrens lovsangs harpe slå
og i både sorg og glæde
halleluja lystig kvæde.

Johann Olearius 1671.
Hans Adolph Brorson 1739.