00.00 / 00.00
Se andre salmer | |||
 | Salmer med samme melodi(er) | ||
| Salmer af samme forfatter(e) | ||
Læs noter | |||
| Noter til salmeteksterne | ||
Læs om forfatterne | |||
| Hans Kristian Rørdam | ||
Biografi
Rørdam, Hans Kristian
f. 24. mar. 1842 i Glenstrup, s. f. Hobro. F: Hans Nicolai Kellermann R. M: Valdemarine Charlotte f. Birkedal. 1846 fl. fam. til Undløse v. Holbæk, hvor R. voksede op. Han blev student 1860 i Roskilde, og teologisk kandidat 1868. Først blev han personel kapellan hos Gunni Busck i Brøndbyvester og hj.pr. for sin farbror H.C. Rørdam i Hammer og Lundby og hos pastor Høyer-Møller i Kjølstrup. 1871 blev R. kaldskapellan i Stege, hos Fr. Boisen, og prægedes der i grundtvigsk retning. S.å. ~ Bolette Ingeborg Olsen (d. 1881). I forb. m. hans undervisning på den nærliggende Rødkilde Højskole skrev han sin eneste salme: „Man siger, Livet har bange Kaar“. 1881 blev R. sognepr. i Holeby på Lolland. 1882 ~ Louise Theodora Rønne. Efter sin fars død, efterfulgte R. ham som sognepr. i Undløse, hvor han blev i ni år, indtil helbredet ikke slog til, og han søgte til Fanefjord sogn på Møn 1893. Der livede han op, og tog først afsked i 1911. R. døde 22. okt. 1924.
A 547
Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003
Kødets opstandelse og det evige liv - Døden
547
Man siger, livet har bange kår
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Thorvald Aagaard 1932
Mel.: Thorvald Aagaard 1932
1
Man siger, livet har bange kår,
at farten går over dybe vande,
at uvist er det, om frelst vi når
hjem til de levendes lande.
at farten går over dybe vande,
at uvist er det, om frelst vi når
hjem til de levendes lande.
2
Ja, kæmpes må der fuldhård en strid
og lides - stundom i tider lange,
og dagen lyser ej lige blid
med leg og lystige sange.
og lides - stundom i tider lange,
og dagen lyser ej lige blid
med leg og lystige sange.
3
Og sikkert er det, at sent det går,
så nat kan falde på vore veje,
før fri og frelst vi ved målet står
og har Guds-freden i eje.
så nat kan falde på vore veje,
før fri og frelst vi ved målet står
og har Guds-freden i eje.
4
Men lad det gå, som vor Herre vil!
Må tungt vi græde, skal dybt vi knæle,
at mødes hist står vor hu dog til
med alle levende sjæle.
Må tungt vi græde, skal dybt vi knæle,
at mødes hist står vor hu dog til
med alle levende sjæle.
5
Og skønt vi ved, vi er af de små,
og lidet er kun, hvad vi kan evne,
så kan det største vor sjæl dog nå,
og frem med sang vi tør stævne.
og lidet er kun, hvad vi kan evne,
så kan det største vor sjæl dog nå,
og frem med sang vi tør stævne.
6
Thi han er med os, den stærke Gud,
hvis Ånd os bærer på ørnevinge,
som giver kræfter og ruster ud,
så døden selv vi kan tvinge.
hvis Ånd os bærer på ørnevinge,
som giver kræfter og ruster ud,
så døden selv vi kan tvinge.
7
Ja, Gud ske lov, om end sent det går,
og mørke skyer tit dagen dølge,
vi har ej bange, men blide kår:
vi er med Herren i følge!
og mørke skyer tit dagen dølge,
vi har ej bange, men blide kår:
vi er med Herren i følge!
8
Han slipper ikke, hvem han har kær,
på jord så lidt som i dødens dale,
før sejerskransen engang vi bær'
med ham i Himmerigs sale.
på jord så lidt som i dødens dale,
før sejerskransen engang vi bær'
med ham i Himmerigs sale.
Hans Kristian Rørdam 1877.