• Salmeoversigt
• Om salmebogen online
• Historie

• Forside
• Brug siden
• Tekstlæser
• Kontakt

Forsiden >

Oehlenschläger, Adam Gottlob

f. 14. nov. 1779 på Vesterbro, København. F: organist, senere forvalter på Frede­riks­berg Slot, Joachim Conrad O. M: Martha Marie f. Hansen. O. gik på Efter­slægtsselskabets skole, men fik ingen eksamen, fordi han ikke kunne lære latinsk grammatik. En tid på Det kgl. Teaters elevskole endte ligeledes i ingenting. Ved sin svogers – juristen A.S. Ørsteds – hjælp blev O. alligevel indskr. v. Kbh’s universitet, hvor han tog en latinsk-juridisk forberedelseseksamen, men opgav så. Han forlovede sig 1800 m. Christiane Elisabeth Heger – en søster til Kamma Rahbek – og fik derved sin gang i Bakkehuset og de kunstnerkredse, som færdedes der. 1802 mødte han den tyske digter Henrich Steffens, som opmuntrede hans lyst til digtekunst, og året efter fik han sit poe­tiske gennembrud med samlingen Digte 1803, hvori de berømte ‘Guld­hornene’, ‘Hakon Jarls Død’ og ‘Sankt Hansaften-Spil’ fremkom. Dermed indvarsledes romantiken i dansk litteratur – præget af lige dele religiøs naturfølelse, begejstring for oldtidens og middelalderens store skikkelser og begivenheder, og en tro på selve digteråndens og poesiens selvstændige værd. Efter tidens obligate dannelsesrejse syd­ på (de tyske kulturbyer m. besøg hos Steffens og Goethe, Paris og Italien m. de skandinaviske kunstnere) vendte O. hjem i efteråret 1809, blev udnævnt til professor i æstetik, og 1810 ~ med sin forlovede gennem ti år. O. digtede resten af livet; for en dels vedkommende for rent ud at tjene penge, og mødte også hård kritik. Noget var dog vitterlig fornyende, som tragedien ‘Dina’ 1841, der peger frem mod det moderne skuespil. O. døde 20. jan. 1850.

Der findes en omfangsrig litteratur om O. og hans digtning; men hvordan var hans forhold til salmer? Begge hans forældres salmebøger er bevaret, og begges var tyske – moderen havde: Vollständiges Gesangbuch; faderen: Cramers Allegemeines Gsb. – der var således både luthersk ortodokse, pietistiske og oplysningssalmer i O’s hjem. Hvilke man evt. særlig har foretrukket ved vi ikke. Biskop Martensen erindrede, at O. engang udenad citerede hele Brorsons „Den yndigste rose“ (som på det tidspkt. ikke stod i salmebogen) med stor varme. En tid efter O.’s hjemkomst bebrejdede Grundtvig ham i et brev: „…at det inderlig maa bedrøve mig, at den religiøse Alvor er flygtet mere og mere fra Deres Digte, og at den i Deres seneste Digte fortrænges af en vis Leeg med det aandelige.“ O.’s syn på den religiøse poesi kommer til udtryk i hans svar: „Hvordan vi end betragte den christelige Aabenbaring, saa kan man dog ikke andet, end, efter dens egen Aand, anse den for det evigt Guddom­melige, der blev tilsyne i Tiden paa en sandselige Maade; det var Gud, der blev Mand, Aanden, der blev Kiød, og boede iblandt os. Det Guddommelige maae vi betragte som Uforanderligt; men det Sandselige, det Menneskelige er for Tiden, og maa forandres med den. I stedet for nu altid at holde sig til Christusbilledet, saaledes som den historiske Bibelefterretning giver os det, søger Digteren at forene Christi Aand med flere Billeder. Dette er hans Væsen, og uden dette er der ingen Digtekunst…“. P. Hjort optog fire salmer af O. i sine Gamle og Nye Salmer 1843. Eftertiden har vendt og drejet O.’s digte, og hist og her fundet vers, ‘der i og for sig godt kunne stå i salmebogen’, men det er blevet ved den ene salme, der i flere salmebogskommissioner endda har været mere end på vippen.

A  537