Se salmens tekst:
529. Med sorgen og klagen hold...
Vælg melodi:
 Wittenberg/Klug 1542
00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Peder Jensen Hegelund
Christian Ulrik Sundt
Prudentius

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Biografi


Prudentius



(Aurelius Prudentius Clemens) f. 348 i Spanien. Det antages, at han var af en familie med nogen status, men man ved intet sikkert om hans baggrund og liv. Hans skrifter afslører, at han fik tidens solide uddannelse i filosofi, retorik og de klassiske forfattere; særligt lærte han jura, blev embedsmand og gjorde karriere i det offentlige. Han menes at have været romersk provinsguvernør hele to gange, og blev forfremmet med en titel af høj rang, og stod på fortrolig fod med kejser Theodosios I. Omkring 405 trak han sig tilbage, og lod sine samlede digte udgive. Han menes død ca. 413.

Blandt de mere end 10.000 verslinier P. skrev, er der moralske, pædagogiske, og forsvarsdigte for kristendommen mod hedenskabet. Samlingen Peristephanon om spanske og romerske martyrer afgav siden stof til kirkens sang, ligeledes samlingen Cathemerinon, som bestod i hymner om dagens løb: morgensange, måltidssange, ved tændingen af påskelyset, for den fastende og før sengetid, samt en hymne for hver time. De oprindelige digte af P. var netop digte, ikke til praktisk brug. De hymner, man siden har uddestilleret af hans digtning består derfor alle i forkortelser og bearbejdelser.

A  529, 565  


Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Kødets opstandelse og det evige liv - Døden

529

Med sorgen og klagen hold måde, Guds ord
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Den yndigste rose er funden

1

Med sorgen og klagen hold måde,
Guds ord lad dig trøste og råde,
lad hjertet i sorgen ej synde,
ved døden vi livet begynde!

2

Vi indsvøber liget med tåre
og lægger det stille på båre,
men svøbet og båren betyder,
det slumrer, til dagen frembryder.

3

Lad hjerte og øje kun briste
og legemet lægges i kiste,
den time ej borte skal blive,
da Herren det kalder til live.

4

Hvad før var al ynde berøvet
og blandedes ganske med støvet,
en lysende bolig skal være
for sjælen i Himmerigs ære.

5

Se, kornet i jorden den sorte
det synes så visselig borte,
men atter sin spire det skyder,
i gyldneste grøde frembryder.1

6

O jord, vi en gave dig skænker,
med gråd i dit skød vi den sænker,
en dyrebar sæd du modtager,
vi derfor dig kalder Guds ager.

7

En sjæl i den støvhytte bo'de,
en sjæl, som på Frelseren tro'de
og længtes med håb mod det høje,
med Gud og hans glæde for øje.

8

Du, jord, må nu legemet gemme,
Gud vil det dog ikke forglemme,
men pryde det dejligt med ære
til evig hans billed at bære.

9

Ja, Herre, når tiden er omme,
da kalder du fluks dine fromme
fra striden i verden til freden,
fra hvilen i graven til glæden.

Aurelius Prudentius Clemens 4. årh.
Peder Hegelund 1586. C.U. Sundt 1840.
Jf. nr. 565.

1 Joh 12,24