Se salmens tekst:
528. Når tid og time er for h...
Vælg melodi:
 Frankfurt a. M. 1569
 Joseph Klug 1533
00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Nicolaus Herman
Hans Thomissøn
Peter Frederik Adolph Hammerich
Bernhard Severin Ingemann

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Biografi


Ingemann, Bernhard Severin



f. 28. maj 1789 i Torkildstrup Præstegård på Falster. F: provst Søren Sørensen I. M: Birgitte f. Swane. Hjemmet var livligt, kulturåbent, og Bernhard var yngst af 8 søskende, og kun 10 år ved faderens død i 1799. Året efter fl. familien til Slagelse, hvor han kom i latinskole og blev student 1806. De følgende år tog han filologisk og filosofisk eksamen, men englændernes bombardement af København 1807 lagde hans logi, bøger og ejendele i aske. Han tog hjem til Slagelse 1808, hvor moderen døde året efter, og de følgende år alle hans brødre. Hans digtning begyndte i en stemning af dødsvished og melankoli. Hans første samling ‘Digte’ udkom 1811 og fik god modtagelse. 1812 forlovede han sig med Lucie Marie Mandix, og udgav endnu en digtsamling: ‘Procne’. Flere digte og dramaer, bl.a. ‘Blanca’ som blev en teatersucces, slog hans forfatternavn fast, men fremkaldte også kritik. 1816 udløb hans friplads på Valken­dorfs kollegium og han fik et toårigt rejsestipendium, som 1818-19 tillod ham tidens obligate dannelsesrejse til Tyskland, Frankrig og især Italien. Hans hjemkomst blev fejret med digte af Blicher og Grundtvig – Ingemann var blevet en af samtidens fremtrædende litterære personligheder.

I juli 1822 udnævntes I. til lektor i dansk ved Sorø Akademi og blev samme måned ~ til Lucie. I Sorø indledtes hans historisk-romantiske forfatterskab, som overfor en rationalistisk samtid skulle genkalde fortidens store, åndsbårne og trosinspirerede helte og nationale skikkelser. Indledningen blev digtet ‘Valdemar den Store og hans Mænd’ (1824), som snart fulgtes af romanerne: ‘Valdemar Sejr’ (1826), ‘Erik Menveds Barndom’ (1828), ‘Kong Erik og de Fredløse’ (1833), ‘Prins Otto af Danmark’ (1835) og afrundet med digtet ‘Dronning Margrethe’ (1836). Idealerne fra de historiske romaner samledes i myteskikkelsen ‘Holger Danske’ (1837) set som personliggørelsen af den tidløse, danske folkeånd. Det historiske forfatterskab fik gennemslagskraft fra begyndelsen, og medvirkede til at præge folkestemningen under Treårskrigen. Først efter 1864 bristede Holger Danske-idealet. De politiske forhold i Europa afspejlede sig i de følgende års digtning, eksv. ‘Renegaten’ (1838) og ‘Kærlighed og Politik’ (1840). Gradvis bevægede I. sig fra romantikken ind i romantismens fascination af det orientalske og eksotiske med østerlandske eventyr som ‘Sa­lo­mos Ring’ (1839) og grønlandsfortællingen ‘Kunnuk og Naja’ (1842), og nær­mede sig den poetiske realisme i ‘Den stumme Frøken’ (1848) og ‘Lands­bybørnene’ (1852).

1854 nåede den religiøse bevidsthed, der var kendelig gennem hele det hidtidige forfatterskab frem i en versificeret troslære: ‘Konfirmationsgave’, og året efter i ‘Tankebreve fra en Afdød’, der er et indirekte opgør med tanken om kødets opstandelse.

Det Ingemannske hjem havde en åben dør for flere af samtidens mere kantede personligheder, bl.a. H.C. Andersen. Venskabet med sognepr. J.F. Fen­ger i Lynge, hvor I. ofte gik i kirke, blev af betydning for hans salmearbejde: „Julen har bragt velsignet Bud“ blev skrevet til Fengers børn, og Fenger inspirerede ham til „Deilig er Jorden“. Salmeforbindelsen blev konkret, da Fenger, som medlem af Roskilde konvents salmekomite antagelig var med til at tilskynde Kultusministeriets henvendelse til I. om at revidere det endelige forslag til den ny salmebog 1852. I’s protokol med de detaljerede revisionsbemærkninger og ændringsforslag blev indsendt i nov. 1854, og repræsenterer et aldrig fuldt erkendt stykke dansk salmearbejde.

Ingemanns salmedigtning indledtes tidligt, med Julegave. En Samling af Digte 1816. Digtene i denne samling fik kun indirekte betydning, som forarbejder til de egentlige salmer. 1822 udkom bestillingsarbejdet Morgenpsalmer til Brug for Eleverne i Sorøe Academies Skole. De kom i brug i januar året efter, og torsdagssalmen „Lover Herren, han er nær“ sang sig som den eneste fast i salmebøgerne. 1825 udgav I. Høimesse-Psalmer til Kirkeaarets Helligdage med 73 gudstjenestesalmer. Meyer & Boesens Haderslev-salmebog 1844 optog 23; biskop Mynster 6 i sit tillæg 1845 – Roskilde Konvents salmebog 1855 optog 17, og 1873-tillægget til denne endnu 8. Fra denne udgivelse står endnu salmer som „Glæd dig, Zion! glæd dig, Jord“ og „I Underværkers land jeg bor“. 1837 kom Morgensange for Børn med 7 morgensalmer, og sangen „Storken sidder paa Bondens Tag“. Alle salmerne står i salmebogen endnu. Året efter skrev I. på komponisten Weyses opfordring Syv Aftensange (1838), som nu, med Den Danske salmebog (2002), alle er optaget i kirkesalmebogen. En del salmer udkom enkeltvis i tidsskrifter, andre af I’s værker eller efter konkret brug på anden hånd. Det gælder de to førstnævnte julesalmer, men også salmer som „Til Himlene rækker“, „Den store Mester kommer“, „Lyksalig, lyksalig“ og „Glade Jul“.

Ved sin død i hjemmet i Sorø 24. febr. 1862 stod Ingemann som samtidens store nationale digter.

A  31, 42, 83, 119, 120, 121, 215, 254, 273, 284, 381, 404, 408, 543, 581, 612, 664, 747, 748, 749, 750, 751, 771, 772, 773, 774, 775, 776, 777, 778, 779

B  118, 144, 152, 170, 200, 346, 417, 498, 528  


Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Kødets opstandelse og det evige liv - Døden

528

Når tid og time er for hånd
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Frankfurt 1569
Hvad kan os komme til for nød

1

Når tid og time er for hånd,
at jeg herfra skal fare,
o Jesus Krist, min frelsermand,
du selv mig da bevare;
min sjæl befaler jeg til dig,
forlad, o Herre, ikke mig,
frels mig af dødens snare!

2

Min synd mig volder sorrig svar:
samvittighedens pile
mit hjerte gennemboret har,
dog vil jeg ej fortvi'le;
jeg tænker, Frelser, på din død,
det kors, hvor du dit blod udgød,
mig giver trøst og hvile.

3

Af døde du opstanden est,
i graven jeg ej bliver,
din Himmel-fart mig trøster mest
og dødens frygt bortdriver.
Og hvor du er, jeg kommer did
at bo hos dig til evig tid,
thi dør jeg gladelig, amen!

Nicolaus Herman 1562. Hans Thomissøn 1569.
Fr. Hammerich 1850. B.S. Ingemann 1854.
Bearbejdet 1885.