• Salmeoversigt
• Om salmebogen online
• Historie

• Forside
• Brug siden
• Tekstlæser
• Kontakt

Forsiden >

Zinzendorf, Nicolaus Ludwig von

f. 26. maj 1700 i Dresden. F: kurfyrstelig kabinetsminister Georg Ludwig von Z. (d. 1700). M: Charlotte Justine f. von Gers­dorf. Hjemmet var berørt af Speners kristendomsforkyndelse, men da Z.’s far døde 6 uger efter hans fødsel, indgik moderen 1704 ny ægteskab, og Z. blev opdraget på slottet Gross-Hennersdorf, hos sin mormor, der indtog et mid­delstand­punkt mellem luthersk ortodokse og pietister. Hun udfoldede stor social virksomhed, var både indsigtsfuld og bibelstærk – og skrev 98 salmer. 1710 kom Z. til Franckes Pædagogium i Halle, fulgt af moderens pålæg om at tugte hans forfængelighed og hovmod. Det gjorde man ihærdige forsøg på, og med et vist resultat. Z. ønskede at studere teologi, men farbroderen, som var hans formynder, brød sig ikke om pietismen, og forlangte, at han skulle læse jura i Wittenberg. Un­der sin obligate dannelsesrejse beså Z. en malerisamling i Düsseldorf, og blev grebet af et billede af den lidende Kristus med indskriften: „Dette har jeg lidt for dig, hvad har du gjort for mig?“ Rejsen gik over Holland til Frankrig, hvor oplevelsen af den jansenistiske kristendoms konfrontation med katolicismen fik Z. til at udvikle tanken om en „hjertets religion“ som kunne være en samlende overbygning for alle kristne kirkesamfund på trods af øvrige forskelle. Hjemvendt blev Z. hof- og justitsråd i Dresden, hvor han begyndte at afholde gudelige forsamlinger i sit hjem. 1722 købte han godset Berthelsdorf, og an­satte J. A. Rothe som præst. S.å. ~ Erdmuth Dorothea von Reuss-Ebersdorf. Hun bistod ham i alle forhold og fødte ham 12 børn.

På  godset var et mindre bjerg, kaldet Hut, og der tillod Z. nogle fordrevne mähriske brødre at bosætte sig. Snart opstod en mindre by, og Z. så her muligheden for at realisere nogle af sine tanker om en pietistisk samfundsdannelse, kaldet Herrnhut, og ordnede det lille samfund med regler og vedtægter, der uden undtagelse var religiøst motiverede. Z.’s imødekommenhed betragtedes som politiseren, han blev landsforvist fra Sachsen, og hans møder i Dresden blev forbudt. 1727 stiftedes Brødremenigheden ved en stor, fælles altergang i Herrnhut. Z. lod sig vie som brødrebiskop og præsteordinator, og skabte derved en kirkedannelse mere, blandt de kirker, han havde villet forene.

Z. udfoldede et omfangsrigt selvbestaltet religiøst diplomati, indyndede sig bl.a. ved det danske hof, og inspirerede missionen på både Grønland og i Vestindien, Vajsenhuset og pietistisk præget lovgivning. Han fik Danne­brogordenens storkors – og fik det frataget igen i unåde, da hans ideer om brødrekoloni og -universitet i Slesvig blev kongen for meget. Da modstanden mod ham voksede også i hans hjemland, begav Z. sig ud på lange missionsrejser, og besøgte både de vestindiske øer og Nordamerika. I 1743 slog han sig ned i brødrekolonien Herrenhag, der blev tilflugtssted for mange sværmeriske elementer. De følgende år afspejlede dette sig i stadig større grad i de skrifter og salmer, der udgik derfra: „Ich liebe mein Papachen (lille far = Gud), ich liebe mein Mamachen (lille mor = Helligånden) und bruder Lämmelein (og lillebror Lam = Jesus)“. Erotisk farvede bryllupsmotiver og udpenslede hengivelser i Jesu rensende blod og sår er hovedmotiver i denne brødre„teologi“. 1750 truedes kolonien af lukning, og Z. måtte rense ud i egne rækker. Efter fire år i England, hvor der dannedes nye brødresocieteter, vendte Z. hjem til Herrnhut, og efter sin hustrus død 1756 ~ året efter m. Anna Nitschmann. Z. døde 9. maj 1760.

Z. skrev salmer fra barnsben og livet igennem. Det samlede antal er nær 2000. Han indførte særegne sanggudstjenester i Brødremenighederne, og her kunne han selv improvisere salmer frem; hans salmer svinger derfor fra det lyriske over det trivielle, langtrukne og snakkesalige til det spidsfindigt diplomatiske og det ekstatisk henrevne. Han udgav 4 digtsamlinger frem til 1734. De to tidligste er: Die letzten Stunden unsres Herrn und Heilands auf dieser Erde 1722. Die letzten Reden unsres Herrn und Heilandes Jesu Christi 1725 hvorfra han selv og andre siden har uddestilleret salmer. I 1725 udkom også: Sammlung Geistlicher und lieblicher Lieder – den såkaldte Berthelsdorfer-salmebog til brug ved husandagten på godset; af dens 889 numre er 34 af Z. I 1735 udgav han: Teutsche Gedichte hvor den skelsættende salme „Du unser auserwählets Haupt“ forkynder Jesu lidelse til frimodighed og ikke til bod, og betegner det afgørende brud med den lutherske ortodoksi. Fra dette tidspunkt kom Z.’s salmer kun i brødremenighedens salmebøger. Den første: Das Gesang-Buch der Gemeine in Herrn-Huth (1735) rummede 1000 salmer – 472 fra Freylinghausen, 391 fra Z.’s tidligere samlinger, og 137 nye, hvoraf 80 var skrevet af Z. Han deltog i udformningen af flere brødresalmebøger både i England og tysktalende egne, og både hans første hustru og sønnen Christian Renatus fik salmer optaget i disse salmebøger, der kunne rumme langt over 3000 salmer.

A  483, 513