• Salmeoversigt
• Om salmebogen online
• Historie

• Forside
• Brug siden
• Tekstlæser
• Kontakt

Forsiden >

Kierkegaard, Peter Christian

f. 6. jul. 1805 i Hillerød. F: hosekræmmer Michael Pedersen K. (d. 1838). M: Ane Sørensdatter f. Lund. Faderen var indrejst fra Sædding i Vestjylland, og skabte en driftig forretning i den florissante periode af dansk guldalder. 47 år gl. lod han sig pensionere med en formue på 1000.000 rdl. svarende til „en tønde guld“, købte en ejendom på Nytorv i Kbh. hvor K. voksede op med tre ældre søstre og tre yngre brødre, hvoraf den yngste var den senere filosof Søren Aabye K. Faderens lyst til læs­ning og grublen, præget dels af et sygeligt tungsind og en herrnhutisk pietisme – familien kom i brødresocietetet i Kbh – mærkede især sønnerne. Faderen havde som forkommen hyrdedreng forbandet Gud fordi han lod et barn i den grad hjælpeløs, og fra samme øjeblik var det gået fremad; men denne synd måtte straffes, og faderen følte sig overbevist om at han, som Job, ville opleve hele sin slægt gå til. Da fem af børnene vitterlig døde med korte mellemrum, og derefter faderen, arvede de to tilbageblevne sønner – Peter Chr. og Søren Aa. – efter egen opfattelse forbandelsen, og det prægede navnlig den ældste dybt.

1822 blev K. student fra Borgerdydskolen i Kbh. 1826 teol. kandidat. Dannelsesrejsen 1828-29 gik over Berlin, Halle, Göttingen – hvor han blev dr. phil. på en afhandling om løgnen (!) – videre til Bonn, Utrecht, Louvain og Paris. Hjemrejsen gik over Strasbourg, Tübingen og Leipzig. 1831 var han lærer på sin gamle skole og søgte uden held flere stillinger; han blev 1833 udnævnt til sognepr. i Vejerslev på Mors, men fik samvittighedskvaler over præsteeden, og trak sig i sidste øjeblik tilbage. En stadig tilnærmelse til Grundtvig og Lindberg resulterede i indlæg i Nordisk Kirketidende 1834. 1836 tog han teologisk licientiatgrad, og s.å. ~ Elise Marie Boisen, der døde året efter. K. holdt teologi­ske forelæsninger, især om den ældste kristendom. 1841 ~ Henriette Glahn, som blev syg året efter, og var sengeliggende resten af deres 39-årige ægteskab.

1842 blev K. sognepr. i Pedersborg v. Sorø. Her blev han truet med afsked, fordi han nægtede at tvangsdøbe børn af baptistiske forældre. Han fortsatte sine studier og udgivelser af teologiske afhandlinger, og søgte på opfordring professorater, men blev stadig forbigået, muligvis p.g.a. hans kompromisløse grundtvigske frihedssyn på det kirkelige og efterhånden også på det politiske. Det var K. der i en afhandling lancerede ordet „folkekirke“, som senere blev skrevet ind i grundloven. 1849 blev han valgt til Landstinget. 1855 begravede han sin dengang mere berygtede end berømte broder, der ikke havde villet se ham på sit dødsleje. 1856 blev K. biskop i Aalborg. 1867 kultusminister, hvilket han omgående fortrød. Han gennemførte loven om valgmenigheder; men blev hårdt angrebet, og trak sig tilbage 1868. 1868-70 var K. medl. af kirkekommissionen, men tynget af tiltagende melankoli og depression tog han sin afsked 1875, med den begrundelse, at han var uværdig til embedet. Hans sidste leveår blev en tiltagende nedbøjelse mod mørket. Han frabad sig 1879 en æresdoktorgrad, søgte kongen om at måtte frasige sig sin rang af biskop og sine ordensdekorationer. 1884 lod han sig umyndiggøre og krævede at komme for en dommer for at bekende sine synder. En onsdag søgte han domkirken for at komme til alters, men altergangen var aflyst, fordi ingen havde indtegnet sig. Selv havde han også glemt det, og så deri en bekræftelse på, at han var udelukket af Gud. Troen slap han ikke, men døde 24. febr. 1888 forvisset om, at Guds nåde ikke gjaldt ham. K. blev begr. i Aalborg.

1844 udgav K.: Mindeblade om Theodor Wilhelm Oldenburg (hans ungdomsven og studiekammerat), med dennes digteriske produktion. 1857 sendte han til alle stiftets konfirmander et: Sendebrev til menige Christne i Aalborg Stift, hvori der var to salmer, bl.a. „O Herre god og Frelser from“. 1862 udgav han: Nogle Psalmer og Bønner sammenstillede af P. Chr. Kierkegaard med 43 salmer, fortrinsvis af Grundtvig, men også hans egne to fra 1857 samt tre bordvers. I en senere udgivelse af hans samlede skrifter fremkom bordverset „Fader, tak for Liv og Aande“. 

A  428, 482