• Salmeoversigt
• Om salmebogen online
• Historie

• Forside
• Brug siden
• Tekstlæser
• Kontakt

Forsiden >

Stub, Ambrosius Christoffersen

f. 1705 i Gummerup på Fyn. F: skrædder og fæstehusmand Christopher Pedersen S. M: Christense Ibsdatter. Familien var vellidt på egnens godser og større gårde, og der blev sørget for, at S. kom i Odense Latinskole, hvor han blev student 1725. Han begyndte et teologisk studium, men fangedes ind af det muntre studenterliv, hvor han snart blev populær på sin versekunst og mu­si­kalitet. 1735 ~ Mette Cathrine Schousboe, og kort efter fik de en datter. Hans hustrus farmor havde efterladt en vis formue, bl.a. en gård, som fru Mette overtog. Skødet blev skrevet i S.’s navn, og driften bortforpagtet; men S. stiftede gæld, og 1738 måtte de gå fra gården og fl. t. Faaborg, og S. ernærede familien som skriver og løs medhjælp rundt om. På Valdemar Slot på Tåsinge blev han forretningsudsending for herremanden, og tog sandsynligvis del i en del vare­smugleri fra Ærø. Også der fik han sin gang, helst ved gilder og i lystigt lag, hvor han ydede sit i form af vers og sange. Det samme var tilfældet på Tåsin­ge, men det blev ikke den store løn han kunne sende hjem til familien. I sommeren 1741 fik han fast stilling som sekr. på Valdemar Slot; men det varede kun til jul. S. fl. t. Odense, men tjente så lidt, at fam. 1743 blev fritaget for skat. S. holdt tilværelsens fortrædelighed stangen m. muntre vers selv om egen fattigdom: „Jeg laver tynd Caffee“… Efter sin hustrus død 1747 blev de to børn sat i pleje hos slægtninge, og S. vendte tilbage til sin stilling på Valdemar Slot, og fulgte kammerherren rundt i forretninger og fornøjelser. Hans pengesager vor fortsat i uorden – 1751 lånte han privat 12 rdl. som aldrig blev tilbagebetalt – og året efter blev han afskediget, muligvis for at have besvangret en af gårdens piger. S. endte i Ribe, hvor han efter nogen tid blev huslærer, men søg­te stadig lystigt selskab og klinkende glas. Fra 1756 levede han fra hånden i munden, og kirkebogen fortæller, at den 15. jul. 1758 kl. 6 om morgenen døde „Mons. Ambrosius Stub, studiosus, i den yderste armod.“ Hans efterladte ejendele indbragte 13 rdl. Gælden var over 42.

En del selskabssange og drikkeviser af S. levede i folkemunde, og farvede eftertidens billede af ham. Først sent samlede T.S. Heiberg ned- og afskrifter til en udgivelse: Arier og poetiske Stykker af Ambrosius Stub 1771. Kort efter udkom: Arier og Sange I-II 1773. I 1780 udgav sønnen, Chr. Stub en korrigeret og forøget samling m. samme titel som Heibergs, her var 66 digte, to år senere udkom et: Anhang til Ambrosii Stubs Poetiske Tanker m. 24 nye digte. Udgivelserne – ikke mindst de senere af Barfod (1852) og den dermed forbundne biografiske forskning - giver et mere nuanceret billede af S. og dokumenterer, hvorledes han udvikler sig til religiøs digter. S. står i dag som sin tids mest markante ikke-pietistiske salmedigter.

A  20, 48, 55, 194, 198