HØR melodien

Se salmens tekst:
326. Der stander et hus i vort...
Vælg melodi:
 Viggo Kalhauge 1876
 Kingos Graduale 1699
Orgel, flerstemmigt Piano, flerstemmigt Piano, enstemmigt 00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Anders Jørgensen Reitan

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Biografi


Reitan, Anders Jørgensen



f. 26. juli 1826 på gården Reitan i Ålen sogn, Trøndelag, Norge. F: opsynsmand v. Ålen kobberminer Jørgen Pedersen. M: Kari Jonsdatter. Efter underskolen kom R. på Klæbu Seminarium og fik lærereks. 1848. Han blev huslærer, og skolelærer, og begyndte en søndagsskole for ungdommen. R. blev en af foregangsmændene for grundtvigsk inspireret skolevirksomhed og folkeoplysning i Norge. 1853 blev han lærer og kirkesanger i Kvikne i Dovrefjel­dene, hvor han alene i kraft af sin personlighed satte skik på de stedlige, tidligere løsslupne og rå forhold. 1870 blev R. valgt til Stortinget for Hedemar­kens Fylke, men var da allerede mærket af sygdom. Han døde 24. apr. 1872.

R.’s kristelige digtning udkom i samlingerne: En Røst fra Sion (overs. fra svensk) 1858. Udvalg af Sange og Rim især til Brug i Almueskolerne 1859. Afholds-Sange. Samlet og udgivet til Brug for Afholdsmøder og: Salmer og sange til Brug ved Skolelærer-Møder 1863. Fjeld-Ljom. Nogle Fristunds-Arbejder 1866. Denne sidste samling, R.’s væsentligste, rummer personligt formede digte og lejlighedssange.

A  326  


Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Den hellige, almindelige kirke - Kirken

326

Der stander et hus i vort høje Nord
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Viggo Kalhauge 1876
O, Gud ske lov til evig tid

1

Der stander et hus i vort høje Nord,
indviet Gud Faders Enbårne;
der springer en kilde, der dækkes et bord,
der kimes til højtid fra tårne.

2

Did styred den gæveste drot sin gang,
der knæled den stålklædte kæmpe
og lærte ved messe og ottesang
den stolteste vrede at dæmpe.

3

Der sukked vor far med glødende barm,
når klokken den rørte sin stemme;
der fældte vor mor en tåre varm,
som ej hendes sønner skal glemme.

4

Der hented de bod for de tungeste savn
og styrke til vandringens møje;
der fanged de freden i Jesu navn,
da mødig de lukked sit øje.

5

Dengang vi som spæde blev vugget på skød,
Gud Fader os der satte stævne,
og over de rislende vande lød
de ord, som gir, hvad de nævne.

6

Og der kan det vokse, det himmelske frø,
og trives som vandbækkens pile;
ja, der vil jeg leve, og der vil jeg dø,
og derfra så ringes til hvile.

7

End kvædes der sødt ved dets alter i Nord
til pris for Gud Faders Enbårne;
end risler den kilde, end dækkes det bord,
end kimes der mildt ifra tårne.

Anders Reitan 1866.