• Salmeoversigt
• Om salmebogen online
• Historie

• Forside
• Brug siden
• Tekstlæser
• Kontakt

Forsiden >

Luther, Martin

f. 10. nov. 1483 i Eisleben. F: bjergværksbestyrer Hans L. M: Mar­grethe el. Margaretha. L. gik i skole i Mansfeld, Magdeburg og Eisenach, hvor han blev student 1501. På univ. i Erfurt studerede L. de humanistiske grundfag samt musik, tog 1505 magistergrad i filosofi, og beg. jurastudiet efter faderens udtalte ønske. Et uvejr m. lynnedslag i nærheden skræmte ham til at aflægge løfte om at gå i kloster, og imod faderens ønske ind­ skrev han sig 1505 hos Augustinereremittermunkene i Erfurt. L. førte klosterdisciplinen ud i det ekstreme, og pålagde sig selv yderligere bodsøvelser i form af nattevågen, faste og legemlige straffe. 1507 blev han præsteviet, men ærefrygten for det hellige førte kun til yderligere syndserkendelse og anfægtelser. Fra 1508 udnævntes han til professor v. det nye univ. i Wittenberg, hvor han i første omgang forelæste grundfagene. En rejse til Rom 1510-11 vakte hans skepsis overfor Romerkirkens praksis, og fik ham til at engagere sig yderligere i teologiske studier. 1512 tog han teologisk doktorgrad, og blev underprior i Augustinerordenen.

Bibelstudierne 1512-13 medførte et gennembrud. Læsning af Romer­bre­vet kap. 3,28: „Vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved troen, uden lovens gerninger“ kastede et afgørende lys over den katolske kirkes lære og praksis, og L. tog sin nye indsigt frem i et akademisk debatopslag på den lokale kirkedør i form af 95 kritiske teser om Romerkirkens afladshandel. Aflads­teserne skabte et voldsomt røre, efterhåndens som tryk og afskrifter udbredte dem i hele det tysktalende område, og på få uger nåede de Rom. L. udfoldede sine synspunkter i form af en række teologiske afhandlinger, de fleste på tysk, så også ikke-akademikere og lægfolk kunne inddrages. På tre år blev det til 70 større og mindre skrifter, heriblandt: ‘Von den guten Werken’, \'An den christlichen Adel deutscher Nation von den christlichen Standes Besserung’ og: ‘De captivitate Babylonica’, samt: ‘Von der Freiheit eines Christen­ menschen’ alle skrevet og udgivet i 1520. L. håbede, at paven kunne råbes op; men s.å. ankom pavens bandbulle, som L. brændte offentligt på torvet i Wittenberg. Bruddet var en kendsgerning. Tyske fyrster fik Kejser Karl V til at indstævne L. for den tyske rigsdag i Worms 1521, hvor man forlangte, at han skulde tilbagekalde sine skrifter og give sig under pavens og kejserens dom. L. svarede, at da både paver og kirkemøder ofte havde fejlet, kunne han kun være bundet af den hellige skrift, så medmindre man af Skriften eller med klare grunde kunne overbevise ham om, at han havde uret, ville han intet tilbagekalde: „…thi det er ikke rådeligt, at handle mod sin samvittighed. Her står jeg da, jeg kan ikke andet, Gud hjælpe mig! Amen.“

I dette afgørende øjeblik træder den europæiske kristendom ud af middelalderen gennem renæssancemennesket, der i tillid til sin personlige dømmekraft og samvittighed trodser både den åndelige og den verdslige magt. Dermed vristedes gudsforholdet ud af den hierarkiske romerkirkes kontrol, med konsekvenser også for den enkeltes stilling overfor al anden øvrighed. Rækkevidden af L.’s standpunkt var umådelig, og konsekvensen uundgåelig. Han lystes i pavens endelige band og i ‘rigens akt’, dvs. blev smidt ud af kirken og dømt fredløs i hele Det tysk-romerske rige. Kurfyrst Frederik d. Vise af Sachsen, der havde støttet L., lod ham sætte i beskyttelsesarrest på slottet Wart­burg, hvor han fik fuld forplejning og blev forsynet med bøger og papir, så han kunne fortsætte sit arbejde. I løbet af 1521 oversatte L. hele Det nye Testamente til et ligefremt, folkeligt tysk, men afbrød 1522 sit ‘fangenskab’ og vendte tilbage til Wittenberg, hvor man med optøjer og kirkestorm havde radikaliseret L’s tanker. L. prædikede og organiserede de kirkelige reformer, og skabte de følgende år en tysksproget gudstjeneste med tyske salmer.

De følgende år måtte L. tage stilling til både bondeoprør og sværmeri. 1525 ~ Katharina von Bora. Mod den katolske humanisme, anført af Erasmus af Rotterdam, skrev han ‘Om den trælbundne vilje’ (1526). Luther gik i gang med opbygningen af den evangeliske kirke med undervisning af både lægfolk og præster, hhv. udtrykt i Den lille og Den store Katekismus (1529). Han korresponderede med de evangeliske repræsentanter v. rigsdagen i Augsburg, som udarbejdede Den augsburgske bekendelse. Han færdiggjorde hele Bibe­len på tysk (1534), bekæmpede baptisme og gendøberi (1536), besvarede henvendelser fra fyrster og konger om religionsspørgsmål (bl.a. den danske Kirke­ordinants 1537) revsede fyrsternes ægteskabsforhold (1539), skrev om holdningen til jøderne (1543). I 1545 udgav Luther sit sidste stridsskrift: ‘Mod Pavedømmet i Rom, grundlagt af Djævelen’. L. døde i Eisleben 18. febr. 1546.

L. blev den, der genopvakte menighedssangen i kirken. Han gjorde det i bevidstheden om også her at være i overensstemmelse med de første kristnes praksis; men han formede menighedssangen efter sin tids muligheder, både sprogligt og musikalsk, og blev således også nyskabende. Hensigten var at erstatte gudstjenestens latinske sangled med tyske menighedssalmer, men snart erkendte han også sangens pædagogiske og propagandistiske muligheder, og udnyttede dem flittigt. L.’s egen salmedigtning begyndte med en kirkepolitisk vise om to augustinermunke, der 1. juli 1523 blev brændt som kættere på torvet i Bruxelles, fordi de havde prædiket evangelisk. Pointen var, at henrettelsen ikke kunne bringe Guds rene ord til tavshed, for „asken flyver over lande…“ S.å. gendigtede han den 130. davidssalme på tysk, og brugte den som mønstereksempel på de salmer, som han bestilte hos sine reformatori­ske medarbejdere. Fra 1524 udbredtes L.’s og de øvriges salmer, straks de var skrevet i form af flyveblade og salmehefter, og nåede fra begyndelsen over grænserne, ikke mindst til Norden. Med sine gudstjenesteordninger, især Deutsche Messe 1526, blev salmeprogrammet afstemt efter den evangeliske gudstjenestes forløb og kirkeårets gang, ligesom han også skrev salmer til kirkelige handlinger, og salmerne samledes i egentlige salmebøger – både til korsang og til menigmands brug. L. medvirkede selv ved redaktionen af flere, bl.a. J. Klugs Wittenberg-salmebog (1529 flg.) og V. Bapsts Geistliche Lieder 1545. Man regner med, at L. selv har digtet eller bearbejdet 46 salmer. Alle disse har i tidens løb været oversat og optaget i danske salmebøger.

A  94, 95, 96, 133, 220, 336, 337, 338, 394, 487, 496, 543

B  108, 116, 289, 301, 432, 437, 461, 495, 711