Se salmens tekst:
245. Opstandne Herre, du vil g...
Vælg melodi:
 Severus Gastorius 1681
00.00 / 00.00
Illustrationer af Bjørn Nørgaard - fra "Min første salmebog".

Se andre salmer

Salmer med samme
melodi(er)
Salmer af samme
forfatter(e)

Læs noter

Noter til salmeteksterne

Læs om forfatterne

Johannes Johansen

FIND salmen



Søg på:
  • ord i titel eller tekst
  • nummer, komponist, forfatter
Avanceret søgning

Biografi


Johansen, Johannes



f. 4. mar. 1925 i Hørning v. Århus. F: vognmand Frederik Marius J. M: husmor og kogekone Ane Margrethe f. Pedersen. Efter studentereks. fra Århus Katedralskole 1944 læste J. teologi v. Århus Univ. hvor han blev kandidat i 1952, og straks efter fung. feltpræst i Haderslev. S.å. ~ Ellen Kathrine f. Fangel (d. 1997). 1953 blev han sognepr. i Søllinge og Hellerup på Fyn, og 1959 på Thurø. Fra 1956-57 studieoph. v. Union Theo­lo­gical Seminary, New York, USA. 1975 udn. til sognepr. v. Hel­singør Domk., provst f. Helsingør domprovsti og domprovst i Hel­singør stift. 1980 biskop f. Helsingør stift. Gennem en årrække var J. fast kirkelig medarb. v. Morgenavisen Jyllands-Posten, og bestyrelsesmedl. i Det Danske Salmebogsselskab. Efter sin afsked i 1995 bosat i Svendborg. Han døde i 2012.

J. er en af de mest sungne nyere danske salmedigtere. Hans salmer er optaget i stort set alle folkekirkelige sangudgivelser siden 1970 – salmebogstillæg, sangbøger, korværker og skolemusikalske udgivelser. E. Gaardsted-Jørgensen udgav 1995: ‘Biskop Johannes Johansens forfatterskab. Fra Aarhus Amts ­Tidende den 18. januar 1939 til Tillæg til Den Danske Salmebog den 28. februar 1994’ – en bibliografi, som rummer en udtømmende oversigt over J.’s skriftlige produktion i det nævnte tidsrum. Den omfatter 10 egne værker med digte, bønner, artikler, prædikener og taler, samt 44 udgivelser, der rummer salmer og bønner af J. De væsentligste egenpublikationer med salmer er: Thurø-rim og noget, der ikke rimer 1974, Rim om Gud og gule ærter 1975, Den grønne søndag 1977, Glæden springer af svøbet ud 1980, Som maj i bøgeskove 1983, Den første jul (gendigtninger af christmas carols) 1984, Ordet blev menneskets lys 1985, Stem mig med din egen hånd 1991. Hertil kommer samlingen: Min egen Salmebog 1996, med 291 salmer, heraf en del nybearbejdede.

A  87, 89, 98, 154, 245, 276, 364, 450, 478, 523, 588, 637, 706, 787

B  17, 725  


Kilde:
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003

Troen på Guds Søn - Påske

245

Opstandne Herre, du vil gå
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Du er, opstandne sejershelt

1

Opstandne Herre, du vil gå
med os til verdens ende.
Hvor du går hen, skal dine små
dit fodspor se og kende.
Du går forud
for os til Gud,
dér vil du, dine kære
skal altid hos dig være.

2

Men, Herre, du ved selv, hvor trangt
det er med hjertefreden,
når vi kan mærke, der er langt
herfra til evigheden,
når dine spor,
dit eget ord,
blir visket ud i sandet,
og vejen blir forbandet.

3

Til Emmaus går vejen tit
i følgeskab med sorgen.
I mørket går vi skridt for skridt,
der er så langt til morgen!
Klar op vort mod,
lys for vor fod,
stå op, gå os i møde,
stå op for os af døde!

4

Luk skriften op og hjertet med,
lad påskesolen skinne,
så uforstand og tungnemhed
som tåger må forsvinde!
Da skal al trods
forgå i os,
som sten fra graven vælte,
som dug for solen smelte.

5

Opstandne Herre, hos os bliv,
når dagen går til ende,
lad ordet om et evigt liv
i vore hjerter brænde!
Den blinde ser,
den bange ler,
når brødet med dig brydes,
vi kender dig - og frydes.

Luk 24,13-35
Johannes Johansen 1976 og 1990.